4. – 9. maj 2026

Kursus nr. 19

Standardpris kr. 6.150,-

KUN DOBBELT-VÆRELSER ER LEDIGE
(Ønsker du at komme på venteliste til enkeltværelse så ring venligst 86 55 89 44)

Om aftenen den 4. maj 1945 fik Danmark frihedsbudskabet over radioen fra BBC i London: De tyske tropper havde overgivet sig. Fem års besættelse var endelig slut. Kampen var endt! Men allerede dagen efter begyndte en ny kamp – nemlig kampen om fortællingen: For hvad var sandheden om forholdet mellem besætterne og de besatte? Var Danmark kommet nogenlunde helskindet gennem krigsårene på grund af en fornuftig og eftergivende samarbejdspolitik overfor tyskerne – eller var det tværtimod modstandsbevægelsens aktive modstand med våben i hånd, der havde ført os frem til befrielsen med æren i behold?

Kampen om besættelses-fortællingen fortsætter stadig. Nye bøger og film bringer hele tiden alternative indfaldsvinkler. Og på dette kursus stiller vi skarpt på de forskellige holdninger til de fem forbandede år – i selskab med vidende eksperter og gode fortællere og i engageret fællesskab omkring højskolesange, musik, inspirerende diskussioner og en udflugt til digterpræsten Kaj Munks hjem i Vedersø.

MEDVIRKENDE:
• Jesper Christensen, skuespiller
• Ditlev Tamm, professor emeritus og forfatter
• Moritz Schramm, lektor og studieleder ved SDU og barnebarn af Hitlers rustningsminister Albert Speer
• Sofie Lene Bak, lektor i historie ved KU og forfatter
• Arense Lund, journalist og barnebarn af præsten og forfatteren Kaj Munk
• Lars-Martin Sørensen, forskningsleder, Det danske Filminstitut
• Lea Wind-Friis, journalist på Politiken og forfatter
• Søren Jensen, historiker og komponist
• Kim Mouritsen, køkkenchef Rude Strand Højskole
• Hanne Odgaard, pianist

UDFLUGT
Kaj Munks hjem i Vedersø

KURSUSLEDERE:
Jørgen Koldbæk, Peter Kramer og Carsten Holvad

 

 

 

Program

 

 

MANDAG DEN 4. MAJ

Kl. 13-14 Ankomst og indkvartering

Kl. 14.30 Præsentation og intro til kurset

Kl. 15.30 Nedtællingen til fred – kampen om historien
v/ Peter Kramer


Vi skal genopleve de dramatiske døgn før frihedsbudskabet pludselig lød i BBC’s udsendelse til Danmark: Se de enestående filmklip fra de tyske troppers kapitulation i feltmarskal Montgomerys telt på Timeloberg ved Lüneburg. Høre om de tyske topnazisters desperate forsøg på flugt via Danmark. Synge sangene, der markerer befrielsen og festen. Men de sidste tyskere var knap nok ude af Danmark efter befrielsen, før kampen om historien begyndte.

Kl. 19.30 Barnebarn af en topnazist
v/ Moritz Schramm

Hvad kan vi lære af historien – og hvilke konflikter præger stadig erindringerne om 2. verdenskrig så mange år efter fredsslutningen i 1945? Det emne tager forfatteren Moritz Schramm fat på, og det gør han med baggrund i sin egen families historie. Moritz Schramm er barnebarn af Adolf Hitlers arkitekt og rustningsminister Albert Speer og har oplevet, hvordan fortidens skygger lever videre i generationer.

 

TIRSDAG DEN 5. MAJ

Kl. 10.00 Trods og tragedie
v/ Sofie Lene Bak

Olga Eggers var kvindesagsforkæmper, fredsaktivist og en folkekær forfatter. Men i 1934 skiftede hun pludselig spor og blev nazist og ekstrem antisemit. Hvad skete der? Hvordan kunne en kvinde, som havde talt for kønnenes ligeberettigelse og tolerance, ende med at støtte en totalitær racistisk ideologi? De spørgsmål har historikeren Sofi e Lene Bak udforsket, og hun deler sine opdagelser med os med afsæt i sin bog ”Trods og tragedie”, en biografi om Olga Eggers.

Kl. 13.30 Mulighed for fysisk aktivitet

Kl. 15.30 Med ordets sværd
v/ Arense Lund

Fra prædikestolen i Vedersø Kirke opfordrede digterpræsten Kaj Munk mere og mere til væbnet modstand mod tyskerne. ”Prøvede du at tale ham fra det?” spurgte den mangeårige tv-journalist Arense Lund sin mormor og Kaj Munks kone, Lise. Hør svaret, når vi får besøg af Kaj Munks barnebarn, der fortæller om sin families liv med Kaj Munk og hans eftermæle i danmarkshistorien. Arense Lund, tidligere journalist på TV2, har bl.a. lavet filmen ”Med ordets sværd” om sin bedstefar. Arense Lunds fortælling er optakt til udflugten torsdag.

Kl. 18.00 Tapas – med inspiration fra fortiden


Rude Strand Højskoles køkkenchef Kim Mouritsen dækker op til en maj-aften med nutidig mad, inspireret af besættelsestidens smagsindtryk. Han garanterer, at der ikke bliver serveret kålrabisuppe og stegte måger – men derimod lækre tapas med et historisk twist og fortællinger om både mad og vin.

 

ONSDAG DEN 6. MAJ

Kl. 10.00 Kampen om historien – på film
v/ Lars-Martin Sørensen

Vores erindring om ”de fem forbandede år” bygger bl.a. på de film, der blev optaget undervejs. Og hurtigt efter befrielsen kom der to dokumentarfilm, med vidt forskellige billeder af, hvad der var sket. ”Danmark i lænker” fra 1945 støttede samarbejdspolitikken med tyskerne, mens ”Det gælder din frihed” fra 1946 var stærkt kritisk. Lars-Martin Sørensen fra Det Danske Filminstitut giver os filmudgaven af kampen om historien.

Kl. 13.30 Mulighed for fysisk aktivitet

Kl. 15.30 Besættelsen og befrielsen – i ord og toner
v/ Søren Jensen

Under besættelsen havde den tyske censur forsøgt at tøjle, hvad der blev sunget på bl.a. de danske revy-scener, men efter befrielsen var ordet atter frit. Nye sange, nye solister – og også gode gamle kendinge – satte liv i kludene i det Danmark, der både kiggede bagud og frem mod nye tider. Det gør vi også, når historiker og komponist Søren Jensen slår tonen an til fællessang!

Kl. 19.30 Opgøret og retfærdigheden
v/ Ditlev Tamm

Retsopgøret er stadig det mest omstridte kapitel i vores fælles historie om besættelsestiden. Prof. emeritus Ditlev Tamm udgav i 1984 sit hovedværk om forløbet, cirka 14.000 domme baseret på lovgivning med tilbagevirkende kraft. Nu 40 år efter har han udgivet en ny bog, baseret på ny viden og forskning, hvor han ser tilbage, og bl.a. besvarer spørgsmålet: Var retsopgøret et juridisk galehus?

 

TORSDAG DEN 7. MAJ

Kl. 08.00 I Kaj Munks fodspor – Heldagsudflugt – Turledere: Peter Kramer og Jørgen Koldbæk


Vi kører tidligt fra Rude Strand Højskole og sætter kursen mod Vedersø ved Ringkøbing (165 km hver vej). Vi skal på rundvisning i præstegården, der var Kaj Munks og familiens hjem i de 20 år fra 1924 til1944,
hvor han var præst ved Vedersø Kirke. Der var her, han skrev sine berømte prædikener, sine skuespil og digte, og det var i præstegårdshaven, han plantede de blå anemoner, hentet på fødeøen Lolland. Trods masser af advarsler fra modstandsbevægelsen valgte Kaj Munk at blive på præstegården, og det blev skæbnesvangert. Den 4. januar 1944 blev han afhentet af fem Gestapofolk og likvideret i en plantage ved Silkeborg.
På vejen tilbage til Rude gør vi holdt i Hørbylunde Bakker, hvor Kaj Munks lig blev fundet tidligt næste morgen. Vi har frokosten med og nyder den på feltfod i det smukke vestjyske landskab, og vi er tilbage på højskolen før aftensmaden.

Kl. 19.30 Filmaften

 

FREDAG DEN 8. MAJ

Kl. 10.00 Bondehjerte – spændinger mellem land og by
v/ Lea Wind-Friis

Foto: Emma Sejersen

Et ringbind med oldefarens erindringer blev startskuddet til Lea Wind-Friis´ anmelderroste bog ”Bondehjerte” om spændingerne mellem land og by før og under besættelsen. Oldefaren. Jens Thomsen, var en af lederne af bondebevægelsen og blev efter befrielsen anklaget for konspiration om et statskup, der skulle indsætte en bonde/nazist-regering. Lea Wind-Friis fortæller med hans historie et nyt kapitel i beretningen om Danmark i 1930erne og 1940erne.

Kl. 14.00 Fredens pris
v/ Jesper Christensen

I foråret 2026 er der premiere på den tredje fi lm i serien ”De forbandede år” med Jesper Christensen i hovedrollen som industrimanden Karl Skov, der under besættelsen samarbejdede med tyskerne. Nu efter befrielsen betaler han prisen. ”Et af de store forræderier i danmarkshistorien,” siger Jesper Christensen. Vi får besøg af den danske stjerneskuespiller, der fortæller om arbejdet med rollerne og sine overvejelser om tiden. Jesper Christensen spillede tillige kong Haakon 7 i den norske storfi lm ”Kongens valg” om besættelsen af Norge. Han er en af de mest succesrige danske skuespillere og har fået en lang række priser for sit arbejde i dansk fi lm. Jesper Christensen blev kendt internationalt for sin rolle som ærkeskurken Mr. White i ikke mindre end tre James Bond-fi lm. Nu kan vi møde ham i Rude.

Kl.18.00 Hvidvin i dagligstuen. Herefter afslutningsmiddag og musikalsk underholdning.

 

LØRDAG DEN 9. MAJ

Kl. 08.00 Morgenmad

Kl. 08.45 Morgensamling

Kl. 09.30 Tak for denne gang