1. – 6. juni 2026
Kursus nr. 23
Standardpris kr. 6.050,-
KUN DOBBELT-VÆRELSER ER LEDIGE(Ønsker du at komme på venteliste til enkeltværelse så ring venligst 86 55 89 44)
Det er sommer, det er sol, og det er – en hel uge med sang og samvær, højt til himlen og vid horisont, hvor vi vil nyde den danske sommer i alle dens skikkelser. Det foregår på vores dejlige højskole, og det foregår på tur ud i det blå.
Turen går til Samsø, hvor vi skal nyde vid udsigt over Kattegat, hyggelige gåture i små landsbyer. Vi skal opleve en aften med sanger og harpenist Mariann Mikkelsen, som synger og spiller skønne sommersange.
Glæd dig også til at være i selskab med formand for Musiklærerforeningen Karen Johansen, som vil tage os med til morgensang som i gamle dage.
Og så skal vi selvfølgelig fejre Grundlovsdag på behørig vis med taler og fællessang – forhåbentlig i det fri.
MEDVIRKENDE
• Helle Bak Holvad, højskoleforstander
• Anders Laugesen, journalist og radiovært
• Frits Ahlefeldt, kunstner og journalist
• Søren Boy Skjold, journalist og forfatter
• Mariann Mikkelsen, sanger og harpespiller
• Karen Johansen, formand for Musiklærerforeningen
• Carsten Holvad, højskoleforstander
UDFLUGT :
Heldagstur til Samsø
KURSUSLEDERE:
Søren Jensen og Helge Teglgård

Program
MANDAG DEN 1. JUNI
Kl. 13-14 Ankomst og indkvartering – Kaffe, te og boller
Kl. 14.45 Præsentation og intro til kurset
Kl. 16.15 Koncert og fællessang med Rude Strand Sangkor v/ Helge Teglgård
Kl. 19.30 Oplæg og samtalesalon om ord og sprog
v/ Helle Bak Holvad

Ord er det særlige ved mennesket. Det der gør os til mennesker. Men også det der kan få os til at virke umenneskelige på andre. Ord kan være opbyggende, og ord kan virke nedbrydende. Vi kan aldrig være ligeglade med ord, for de har deres egen kraft.
TIRSDAG DEN 2. JUNI
Kl. 10.00 Pilgrimsspor – livsfortællinger fra en rejse i troens verden
v/ Anders Laugesen

Pilgrimsspor er et foredrag, som tager dig med ud i verden til livsforvandlende møder med mennesker og deres syn på livet. Det er fortællingen om, hvordan et møde med Dalai Lama satte en ny kurs i livet. Om gæstfriheden som en nøgle til forståelsen af Guds invitation til livsdans. Og om hvordan 10 års rejse i ondskabens verden skabte en opmærksomhed på nænsomhedens nødvendighed, og om de kilder til håb, som rækker videre til næste generation.
Kl. 13.30 Mulighed for fysisk aktivitet
Kl. 15.30 Vandrefilosofi
v/ Frits Ahlefeldt

Hvordan kan det at gå gøre vores liv, steder og byer langt bedre og hjælpe til at holde vores fællesskaber åbne? Og hvordan kan det være, at de snakke man har til fods kan være de allerbedste og give ny indsigt? Foredraget handler gennem en række sjove og spændende historier om det at gå . Fortællingerne underbygges med ny viden, tanker og Frits` egne tegninger på en underholdende må de, der giver rig mulighed for bå de grin og eftertanke. Til daglig dækker Frits Ahlefeldt viden, trends og tanker om det at vandre på hjemmesiden Vandrefilosofi .dk, og han har siden 2006 stå et bag Danmarks nok mest omfattende og besøgte guide om vandreruter i Danmark. Frits er i øjeblikket på vej Danmark rundt langs kysten til fods, i etaper med rygsæk og telt, i et håb om at skabe en over 2.500 km lang national kyststi, hele vejen rundt om Danmark.
Kl. 19.30 Sådan har forfattere skrevet om Danmark
v/ Søren Boy Skjold

Hvordan er Danmark beskrevet i litteraturhistorien gennem de seneste par hundrede år? Hvilke blikke havde kendte forfattere som Klaus Rifbjerg, H.C. Andersen, Henrik Pontoppidan, Karen Blixen og Dan Turèll fx på deres fædre- eller moderland? I dette foredrag ved forfatter og journalist, Søren Boy Skjold, kommer vi omkring både 1800-tallets romantiske forestillinger om en samlet nation, hvor vores ”yndige land” og modersmålet blev hyldet. Over 1960´ernes ofte kritiske syn på det land, nogen kalder ”verdens lykkeligste.” Og op til nutidens forfatterstemmer, der nok vil mene, at det er svært at sige noget samlet om Danmark og danskerne.
ONSDAG DEN 3. JUNI
Kl 08.30 Heldagstur til Samsø
v/ Søren Jensen og Helge Teglgård

Vi stiger på bussen og triller den korte tur til Hou, hvor vi kører om bord på færgen og har en times overfart, så der er tid til morgensang undervejs. På Samsø tager vi turen gennem hovedbyen Tranebjerg, videre til færgebyen Ballen, hvor vi går tur i de hyggelige gader ved havnen, derfra langs øens østkyst til Nordby bakker, hvor vi får vores frokost med den skønneste udsigt fra Issehoved. Der bliver lejlighed til en lille spadseretur i bakkerne, før vi sætter kurs mod idylliske Nordby, med mange fristende små butikker og caféer. Vi indtager vores medbragte kaffe og kage ved udsigtstårnet på Ballebjerg lige vest for byen, før vi sætter kursen mod færgen og turen tilbage til vores højskole. På hele turen får vi naturligvis masser af gode historier om ø-liv, søfart og vikinger, vedvarende energi og kunstneriske sjæle.
Kl. 19.30 Koncert for harpe og sang
v/ Mariann Mikkelsen

Mariann Mikkelsen er freelance sanger og musiker i mange forskellige sammenhænge – lige fra opera til musical og folkemusik. Hun er uddannet klassisk sopran med topkarakter fra Det Jyske Musikkonservatorium og har været solist i flere operaopsætninger og spiller derudover keltisk harpe, klaver og tværfløjte. Denne aften står programmet bl.a. på velkendte årstidssange, sange fra Højskolesangbogen, salmer samt populærmusik.
TORSDAG DEN 4. JUNI
Kl. 10.00 Landet rundt i den blå
v/ Helge Teglgård

Masser af sange i højskolesangbogen knytter sig til personer, steder og begivenheder i Danmark, og når vi synger om historie, geografi og natur fra alle egne, oplever vi sammenhæng og samhørighed i vores lille land. Også den helt særligt danske tradition for lejlighedssange sætter byer, skoler og højskoler på landkortet. Undervejs på turen kan vi dele tips og tricks og gode historier fra de steder, hvor vi selv stammer fra.
Kl. 13.30 Mulighed for fysisk aktivitet
Kl. 15.30 Fra ønskekoncert til beat og bodegahørm
v/ Søren Jensen

Dansk popmusik fra 1945 og 30 år frem. Syng med på de populære landeplager og hør om de personer, der har præget den danske populærmusik i tidens løb. Navne som Otto Leisner, Gustav Winckler, Johnny Reimar og mange, mange andre. Følg udviklingen fra radioens ønskekoncert – over pigtråd og beat – op til dansktop og dansk rock. En udvikling, der viser et lille land uden den store betydning for musikkens generelle trends, men ofte dygtigt til at kopiere, og gerne helt nede på jorden – og allerhelst med et smil og en frisk bemærkning! Vi afslutter i midten af 70’erne, hvor den danske rock fandt sine egne ben, mens dansktoppen langsomt blev forvist til bodegaernes jukeboxe.
Kl. 19.30 Filmaften
FREDAG DEN 5. JUNI
Kl. 10.00 Fra kyst til kyst
v/ Karen Johansen

Ved denne morgensang kommer vi godt rundt i Højskolesangbogens sange om Danmark. Vi skal synge hjemstavnssange, sange om udlængsel, sange der beskriver den smukke danske natur, historiske sange og nye sange om vores fædreland.
Kl. 13.30 Mulighed for fysisk aktivitet
Kl. 15.30 Grundlovsmøde
v/ Carsten Holvad og Helge Teglgård

Hér bliver fortid og nutid knyttet sammen: Vi får taler om helt aktuelle emner på den politiske dagsorden, og vi synger de stærke sange, som knytter sig til en meget lang og stadig levende tradition for at fejre vores fælles demokrati. VI håber på vejrlig, der tillader udendørs ophold – ellers trækker vi ind i vores smukke Havsal.
Kl. 18.00 Et glas hvidvin i dagligstuen – herefter treretters menu og musikalsk underholdning med The Butterfly Boys
LØRDAG DEN 6. JUNI
Kl. 08.00 Morgenmad
Kl. 08.45 Morgensamling
Kl. 09.30 Tak for denne gang

