2. – 7. marts 2026
Kursus nr. 10
Standardpris kr. 5.650,-
VENTELISTE(Ønsker du at komme på venteliste så ring venligst 86 55 89 44)
Aldrig har der været så megen fokus på Arktis. Grønland og rigsfællesskabet er igen til debat, men med en særdeles alvorlig grundtone. På dette kursus vil vi forsøge at få større indsigt i, hvilke interesser og kræfter, der er på spil, og hvordan Grønland og Danmark agerer i dette stormvejr. Rigsfællesskabet i en ny og opdateret udgave?Selvstændighed? Uafhængighed?
Ud over disse svære spørgsmål og dilemmaer om vores fælles fortid, nutid og fremtid, skal vi også have indlæg om alt det, der også er Grønland og Rigsfællesskabet. Kunst, kultur og historie, der stadig binder os sammen. Mød bl.a. Lillian Hjort Westh, der fortæller grønlandske skrøner og Lars Trier Mogensen, der vil fortælle om Grønland i det geopolitiske spil. Vi skal også besøge Det Grønlandske Hus i Aarhus. Kom på højskole og mød ligesindede med varme og kærlighed til Grønland og det grønlandske folk.
Kurset arrangeres i samarbejde med Det Grønlandske Hus i Aarhus.
MEDVIRKENDE
• Marie Kahlig, Det Grønlandske Hus
• Søren Boy Skjold, journalist og forfatter
• Jens B. Frederiksen, tidl. landsstyremedlem og formand for partiet Demokraatit
• Lars Trier Mogensen, debattør og skribent m.m.
• Linn Trentel Busch, højskolelærer og fysioterapeut
• Helge Teglgård, højskolelærer og musiker
• Søren Jensen, højskolelærer og musiker
• Koret Odder Voices, Odder
• Lillian Hjorth-West, tidligere højskoleforstander
• Jonas Roelsgaard, næstformand i Foreningen Norden
• Karina Møller, skuespiller
• Jukke Rosing, fotograf og kunstner
• Christian Søgaard, musiker og komponist
• Peter Friis, musiker
UDFLUGTER
Det Grønlandske Hus, Aarhus
KURSUSLEDERE:
Helle Bak Holvad og Carsten Holvad

Program
MANDAG DEN 2. MARTS
Kl. 13-14 Ankomst og indkvartering, kaffe te og boller
Kl. 14.45 Introduktion til kurset
Kl. 16.00 I Grønlands aktuelle situation
v/ Jens B. Frederiksen

Jens B. Frederiksen var landsstyremedlem (minister) i Grønlands regering 2009 – 2013 og samtidig formand for partiet Demokraatit. Han bor i dag i Næstved og er direktør i et selskab, der arbejder på at udvinde gletchermel i Grønland. I dag er han en grønlandsk politiker, der arbejder i kulissen, og han betegner sig selv som brobygger mellem Danmark og Grønland. Jens B. Frederiksen giver sit bud på, hvilke spørgsmål man er optaget af i Grønland, og hvor Grønland er på vej hen.
Kl. 19.30 Sange fra Norden
v/ Helge Teglgård

TIRSDAG DEN 3. MARTS
Kl. 10.00 Litteratur fra rigsfællesskabet
v/ Søren Boy Skjold

I århundreder har vi danskere ført os frem på Island, på Færøerne og i Grønland. Nu er det tid til at trække litteraturen fra rigsfællesskabet frem og hylde den efter fortjeneste. Foredraget giver eksempler på stor litteratur fra vores tidligere ”kolonier”.
Kl. 14.00 Foredrag
Kl. 16.30 Mulighed for Sans (Sans er et seniorkoncept udviklet af DGI og Sangens Hus og består af en skøn blanding af sang og dans.) v/ Linn Trentel Busch eller gåtur
Kl. 19.30 Øen og Havet – fortællekoncert
v/ Odder Voices

Odder Voices fletter sange og tekster sammen til en fortælling om havet. I Danmark bor vi aldrig langt fra havet. På en ø har vi havet helt tæt på. Fra Kattegat til Stillehavet: Vi kan længes ud, og vi kan længes hjem. Der bliver skibbrud og styrtregn, drikkeviser og døden i dybet. Vi er på Nordsøen, med sange fra Island, Sverige, Norge og – selvfølgelig – Danmark, og afstikkere til sydligere breddegrader. Publikum inviteres til at synge med hist og her.
ONSDAG DEN 4. MARTS
Kl. 10.00 Kampen om det høje nord
v/ Lars Trier Mogensen

Grønland ligger ikke længere i et fjernt hjørne, men pludselig midt på verdenskortet – dér hvor stormagternes interesser støder sammen. Isen smelter, råstofferne frister, og både USA, Kina og Rusland retter blikket mod Arktis. Samtidig står Rigsfællesskabet over for store forandringer: Hvad betyder selvstændighed, når verden omkring bliver mere forbundet – og mere urolig? Lars Trier Mogensen, født i Nuuk og kendt som P1-vært, politisk kommentator og journalist på Dagbladet Information samt vært på podcasten Rigsrådet, giver et skarpt og personligt indblik i Grønlands fremtid, Danmarks rolle og den nye kamp om Arktis.
Kl. 13.30 Mulighed for gåtur eller fællessang v/ Søren Jensen
Kl. 15.30 Grønlandske skrøner – Jørn Riel
v/ Lillian Hjorth-West

Jørn Riel er eventyrer og et spændende og morsomt bekendtskab. Han var uddannet telegrafist og navigatør, hvilket bragte ham til Grønland i 1953, hvor han var udstationeret de følgende 10 år. Derfra rejste han rundt i verden og slog sig fast ned i Malaysia, hvor han levede med sin familie. Han døde i 2023, – 92 år gammel.
Kl. 19.30 Dans for seniorer og hyggeaften med mulighed for anekdoter fra kursister v/ Helle Bak Holvad
TORSDAG DEN 5. MARTS
Kl. 10.00 Norden på vej frem – men hvilken vej i Rigsfællesskabet?
v/ Jonas Roelsgaard

Mens samarbejdet mellem de nordiske lande i disse år styrkes, slår samarbejdet i Rigsfællesskabet revner. Gnisterne mellem Danmark og Grønland er taget til de seneste år og især efter Trumps indsættelse som præsident i USA. Så hvordan står det til med den grønlandsk- danske relation efter spiralsagen, Trumps tilnærmelser og andre sager? Og hvor står Færøerne i det hele? Næstformand i Foreningen NORDEN, Jonas
Roelsgaard, holder oplæg om Grønland, Færøerne og Rigsfællesskabets fremtid. Jonas er 34 år og arbejder til daglig hos DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd, hvor han har fokus på de unge i Rigsfællesskabet.
Hvad skal der til for at styrke samarbejdet i Rigsfællesskabet, og hvad betyder den nye sikkerhedspolitiske situation for det nordiske samarbejde? Hvad mener Foreningen NORDEN om Rigsfællesskabets fremtid? Og
hvad synes unge om Rigsfællesskabet?
Kl. 13.30 Afgang – Besøg Det Grønlandske Hus
Kl. 19.30 Forestilling: Fuglekvinden
v/ Karina Møller

Oplev en musisk, sjælfuld og kærlig rejse ind i et univers, hvor sjælen har plads, og øjet ser langt. Mød Fugle- kvinden, som med sin sang, sin ånd, sin latter og sine ord tager dig med på en rejse fra de grønlandske fjelde til ravnens kalden – og måske til gråspurven lige foran dig. “Du vælger, om du vil nærme dig mig med frygt eller kærlighed,” siger hun og ser dybt ind i vores tids sjæl, som stadig bærer på både frygt for det, vi ikke forstår, og angst for at erkende os selv og vores historie.
FREDAG DEN 6. MARTS
Kl. 10.00 De Sprogløse
v/ Jukke Rosing

Jukke Rosing fortæller om den fotografi ske vandreudstilling ”De Sprogløse”, som hun har produceret sammen med Marte Lill Sombye. Udstillingen er et indblik i, hvordan det er at være grønlænder og tale dansk uden at kunne tale grønlandsk og være same og tale norsk uden at kunne tale samisk.
Kl. 13.30 Mulighed for ønskekoncert v/ Helge Teglgård eller gåtur
Kl. 15.00 I Dissings slædespor – musikalsk foredrag og fællessang
v/ Christian Søgaard

Povl Dissing spillede igennem hele sin musikerkarriere ofte i Grønland. Her fi k han mange venner, der lærte ham nogle traditionelle Grønlandske sange. Tilbage i Danmark blev melodierne og de intense møder inspiration for Povl Dissings sangskrivning. Tekster der omhandler mødet med Grønlænderne og deres gamle sagn, men også mødet med sine egne landsmænd og om, hvad vi mon i grunden gør i det store fantastiske land. Han er den eneste danske sangskriver, der til dags dato har skrevet en række sange om Grønland. Sangene står i dag som tankevækkende poetiske udsagn om relationen i rigsfællesskabet og taler i sit eget jævne sprog til alle, der har lyst til at høre om Grønland. I de 12 år harmonikaspilleren Christian Søgaard og Povl Dissing spillede sammen, gik turen ofte til Grønland. Gennem fællessang, gode historier og egne fortolkninger af sangene tager Christian Søgaard os med på en spændende tur i Dissings slædespor. Christian Søgaard har en livslang relation til grønlandsk kulturliv – både som musiker, kapelmester og komponist.
Kl. 18.00 Et glas hvidvin i dagligstuen.
Herefter treretters menu og musikalsk samvær med Jensen og Friis

LØRDAG DEN 7. MARTS
Kl. 08.00 Morgenmad
Kl. 08.45 Morgensamling og afslutning – derefter afrejse
