3. – 8. februar 2025

Kursus nr. 6

Standardpris kr. 5.850,-

VENTELISTE (ring venligst 86 55 89 44)

Litteraturens mirakel er, at den hos læseren kan skabe verdener ud af intet. Litteratur behandler ofte spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske og giver os billeder på, hvordan livet kan leves.

På dette kursus vil en række betydelige danske forfattere fortælle om deres forfatterskaber og en række foredragsholdere vil berige os med deres læsefrugter. Vi skal desuden se Ludvig Holbergs ”Jeppe på Bjerget” på Aarhus Teater.

Mød bl.a. tidl. højskoleforstander Lillian Hjorth-West, forfatterne Birgithe Kosovic, Søren R. Fauth, Hanne Marie Houkjær, Marita Askhøj, Anette Jensen og Jens Smærup Sørensen.

UDFLUGT
Teaterforestilling: Jeppe på bjerget, Aarhus Teater.

MEDVIRKENDE:
• Søren R. Fauth, dr.phil., forfatter, litteraturforsker
• Lillian Hjorth-West, foredragsholder, tidl. højskoleforstander
• Birgithe Kosovic, forfatter
• Marita Akhøj Nielsen, dr.phil., konsulent ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
• Hanne Odgaard, pianist
• Anette Jensen, cand.theol., foredragsholder
• Hanne Marie Houkjær, forfatter, cand.theol.
• Jens Smærup Sørensen, forfatter

KURSUSLEDERE
Eva Marie Bach og Aage Augustinus, tidl. højskoleforstandere

Program:

 

MANDAG DEN 3. FEBRUAR

Kl. 13-14 Ankomst og indkvartering

Kl. 14.00 Kaffe, te og boller

Kl. 14.30 Præsentation og intro til kurset

Kl. 15.30 Miraklet i Blåtårn – Leonora Christinas Jammers Minde
v/ Marita Akhøj Nielsen

I næsten 22 år sad Christian 4.s datter Leonora Christina fængslet i Blåtårn på Københavns slot. Fangenskabet knækkede hende ikke, hverken fysisk eller psykisk. I stedet skrev hun bl.a. en skildring af sit fængselsliv, ’Jammers Minde’. Hendes rå og realistiske beretning afviger fra alt, hvad der ellers blev skrevet på hendes tid. Derfor er ’Jammers Minde’ litteraturhistorisk set et mirakel, som det nok er værd at se nærmere på.

Kl.19.30 På krydstogt i Højskolesangbogen
v/ Hanne Odgaard og Aage Augustinus

Højskolesangbogen har gennem mere end 100 år været den sangbog, der har haft den mest fremtrædende plads i det folkelige landskab. Den har på en måde været det folkelige Danmarks friværdi, som jo er den værdi, der vokser op af den folkelige græsplæne, mens vi sover. Den seneste udgave af  Højskolesangbogen, den 19. i rækken, udkom i 2020. Heri er tilstræbt en balance mellem tradition og fornyelse. Der er det mærkelige ved traditionen, at hvis den ikke fornys, dør den. Traditionen består først og fremmest i at synge. Fornyelsen ligger i, hvilke sange man synger.

 

TIRSDAG DEN 4. FEBRUAR

Kl. 10.00 ”Drømmen om at samle alle stykkerne” – om den svenske forfatter P.O.Enquist
v/ Aage Augustinus

Udgangspunktet er den svenske forfatter P.O. Enquist’s (1934-2020) to sidste bøger, erindringsromanerne, ’Et andet liv’ (2008) og ’Lignelsesbogen’ (2013), hvor han stiller de store spørgsmål: ”Hvem er jeg og hvorfor?” Vi tager med forfatteren på livets rejse helt fra Barndommen i Nordsverige og følger derfra arven fra familien og de mere eller mindre tilfældige begivenheder. Hvor ondt det så ind imellem gør, så er der håb og mulig mening. En fortælling om at rejse tilbage og bjærge sig selv og hele sin historie.

Kl.13.30 Mulighed for sang i ”Den blå” v/ Hanne Odgaard eller gåtur

Kl.15.30 ”Lykke Per” af Henrik Pontoppidan
v/ Lillian Hjorth-Westh

Henrik Pontoppidan voksede op som præstesøn i Randers. Hans opgør med den strenge moral kommer til udtryk i romanen ’Lykke-Per’, som indbragte ham Nobelprisen i litteratur i 1917. Romanen er en udviklingsroman, som sætter dybe spor hos læseren. Hvordan fi nder man sit naturlige voksested, er det store spørgsmål i historien om Peter Andreas Sidenius. På denne personlige rejse skifter han kurs fl ere gange – der er jo fl ere veje at vælge. Er det omveje eller genveje? Hvad og hvordan vælger han?

Kl. 19.30 Halfdan Rasmussen
v/ Lillian Hjorth-Westh
Halfdan Rasmussen kom på 5 kr. frimærket med: ”Jeg skriver sjove digte, jeg skriver osse triste – de første læser andre folk – selv læser jeg de sidste”. Halfdan Rasmussen var en af Danmarks mest populære digtere. Han er nok mest kendt for børnerimene bl.a ’Den lille frække Frederik’, ’Rapanden Rasmus’ og ’Tosserier’, men også den alvorlige Halfdan er fantastisk. Digsamlingerne ’På knæ for livet’ og ’Fremtiden er forbi’, har stor værdi. Han kom til at præge andre digtere med sin underfundige humor, bl.a. Benny Andersen og Johannes Møllehave. Halfdan Rasmussen tog ordet på ordet!

 

ONSDAG DEN 5. FEBRUAR

Kl.10.00 Vild natur, kærlighed og død
v/ Anette Jensen

Den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson slog for alvor sit navn fast gennem trilogien ’Himmerige og helvede’. Ikke mindst kærligheden til litteratur og den store og voldsomme islandske natur er temaer i hans romaner. Jón Kalman danner par med Sigridur H. Björnsdóttir, som er en kendt islandsk journalist med speciale i vulkanologi. Hun har i år udsendt romanen ’Ilden’, som skildrer et vulkanudbrud af hidtil usete dimensioner og som udkom blot 4 måneder før det store vulkanudbrud i Grindavík, hvor indbyggerne måtte evakueres.

Kl. 13.30 Mulighed for gåtur

Kl.15.30 Mit skønlitterære forfatterskab
v/ Søren Fauth

Søren Fauth. Fotograf: Lærke Posselt
Foto: Lærke Posselt

I ’En rejse til mørkets begyndelse’ (2022) og ’Dagene, drømmene’ (2023) skriver Søren R. Fauth videre om livet efter det brud der var omdrejningspunktet i den prisbelønnede og anmelderroste langdigtsroman ’Moloch’ (2020), men han griber også tilbage til de spor der løber gennem ’Digt om døden. En bog om min far’ (2018). Forfatteren siger selv at de fi re bøger tilsammen udgør en lang, strømmende og – indtil videre – ustandselig tekst.

Kl.19.30 Filmaften – ”Pagten” (2021)

Karen Blixen. Public Domain.

Det er 17 år siden, Karen Blixen opgav eventyret i Afrika og vendte tilbage til Danmark til et liv i ruiner. Nu, i en alder af 63, er Karen Blixen verdensberømt, men lever også et liv i isolation – indtil hun møder den 30-årige digter Thorkild Bjørnvig. Sammen indgår de en pagt: Hun lover at gøre ham til en stor kunstner, mod at han skal adlyde hende ubetinget – uanset prisen. Instruktør: Bille August.

 

TORSDAG DEN 6. FEBRUAR

Kl.10.00 ’Lysninger’
v/ Hanne Marie Houkjær

Hanne Marie Houkjær

Hanne Marie Houkjær vil fortælle om sin roman ’Lysninger’ (2024), der handler om venskab på tværs af alder – om afskeden med en far, hvis liv er ved at slutte, og om de ydre og indre landskaber, som former et menneske. Det er en skæbnefortælling om fl ere måder at gøre boet op. Om afsked og sorg, tro og tvivl, fødsel og død. Og ikke mindst betydningen af det menneskelige møde. Foto: Lærke Posselt

Kl.13.30 Mulighed for sang i ”Den blå” v/ Hanne Odgaard eller gåtur

Kl.15.30 Litterær salon
v/ Eva Marie Bach

Bogreol

Denne eftermiddag åbner vi mulighed for, at du som kursist kan præsentere og anbefale en bog, som du synes er særlig god og vigtig for andre at læse. Forbered dig på ca. 5 minutters præsentation, så kan mange få del i hinandens glæde ved at læse gode romaner, digte eller anden litteratur.

Kl.18.00 Et glas hvidvin i dagligstuen – herefter tre-retters menu

 

FREDAG DEN 7. FEBRUAR

Kl.10.00 “Evigt i tiden”
v/ Jens Smærup Sørensen

Jens Smærup Sørensen. Foto: Morten Juhl
Foto: Morten Juhl

Tre forskellige epoker, men hele tiden de samme personer. I dette foredrag fortæller forfatter Jens Smærup Sørensen om sin moderne historiske roman ’Evigt i tiden’ (2023), som handler om Lone og Jakob, deres familie og andre af folkene i Skovby i årene omkring de seneste tre århundredskifter. Vi følger deres liv, som det formes og udvikler sig under den enevældige konges landboreformer, i højskolernes og andelsforetagendernes storhedsperiode og i vores tid, hvor de som moderne fødevareproducenter må forholde sig til en miljøbevidst offentlighed og til den klimakrise, de måske allerede er medskyldige i.

Kl. 13.30 Mulighed for gåtur

Kl.15.30 ”En by i Europa”
v/ Birgithe Kosovic

Birgithe Kosovic fortæller i sin nye roman ’En by i Europa’ om, hvordan man lever i et samfund præget af indre og ydre fjendskaber. Hvor går grænsen mellem frihed og ligegyldighed? Hovedpersonen Thomas har været politimand i 30 år. Hans privatliv er ved at køre af sporet. Det er derfor, han har giftet sig med Catrine, som er præst. Hun må aldrig opdage, at han ikke er sådan et menneske, som hun tror. Og når han ikke kan slippe tanken om Aisha, så er det ikke, fordi han er betaget af hende, eller fordi han foragter hende. Det er kun en forbrydelse, som han vil opklare.

Kl. 18.00 Teateraften – ”Jeppe på Bjerget”

Vi skal se Ludvig Holbergs komedie, ’Jeppe på Bjerget’, på Århus Teaters store scene. Thure Lindhardt i hovedrollen som Jeppe og Nanna Bøttcher som hans kone Nille. Århus Teaters kor medvirker også. Stykket er instrueret af Christian Lollike. Der er tale om en moderne version, men Jeppe drikker stadig og Nille slår ham, han vågner i baronens seng. ”Hvorfor drikker Jeppe?” siger vi så tit. I Christian Lollikes moderne udgave kan svaret lyde: Fordi han har et splittet sind. For Jeppe er ikke bare en uduelig bonde og doven slyngel, men et menneske i krig med sig selv.

 

LØRDAG DEN 8. FEBRUAR

Kl. 8.00 Morgenmad
Kl. 9.00 Kort morgensamling
Kl. 9.30 Afrejse