2. – 7. februar 2026

Kursus nr. 6

Standardpris kr. 6.150,-

VENTELISTE
(Ønsker du at komme på venteliste så ring venligst 86 55 89 44)

Hvad er det, litteraturen kan? Det kan der gives mange svar på, f.eks. at litteraturen åbner vores øjne for verden ved at vise verden på en ny måde, at litteraturen kan kaste lys over tanker og følelser, som vi tumler med i alle livsaldre. Litteraturen kan få os til at genkende, til at se tingene fra andre vinkler eller til at se vores liv sammen og hver for sig i et helt nyt lys.

Det er forskelligt, hvad vi hver især får ud af at læse den samme roman. Derfor er det altid spændende at drøfte litteratur, at høre forfattere fortælle om deres værker eller dygtige fortællere genfortælle stor litteratur.

MEDVIRKENDE:
• Niels Krause-Kjær, journalist, forfatter.
• Eva Tind, forfatter.
• Thomas Boberg, forfatter.
• Lillian Hjorth-West, foredragsholder, tidl.højskoleforstander.
• Hanne Odgaard, pianist.
• Søren Møllgaard, højskoleforstander.
• Helge Teglgaard, højskolelærer.
• Søren Jensen, højskolelærer.
• Niels Damsgaard Hansen, forfatter.
• Gert Vincent, musiker.
• Anna Elisabeth Jessen, forfatter.

KURSUSLEDERE:
Eva Marie Bach og Aage Augustinus

 

Program

 

MANDAG DEN 2.FEBRUAR

Kl. 13-14 Ankomst og indkvartering

Kl. 14.30 Præsentation og introduktion til kurset

Kl. 15.30 Det tabte land
v/ Niels Krause Kjær

Foto: Thomas A.

”Ude for uden” er Niels Krause-Kjærs personlige beretning om Danmark i en brydningstid. Romanen er fiktion, men tager afsæt i en vandrebog skrevet af hans far og hans højskolekammerater gennem et halvt århundrede – en bog, Niels fandt i Rigsarkivet. Ude for uden er historien om en kulturel revolution, der på blot to generationer fjernede bondekulturen, hyldede storbyen og tabte provinsen.

Kl.19.30 På krydstogt i Højskolesangbogen – danskernes drømmebog
v/ Hanne Odgaard og Aage Augustinus

Højskolesangbogen har gennem mere end 100 år været den sangbog, der har haft den mest fremtrædende plads i det folkelige landskab. Den har på en måde været det folkelige Danmarks friværdi, som jo er den værdi, der vokser op af den folkelige græsplæne, mens vi sover. Den seneste udgave af Højskolesangbogen, den 19. i rækken, udkom i 2020. Heri er tilstræbt en balance mellem tradition og fornyelse. Der er det mærkelige ved traditionen, at hvis den ikke fornys, så dør den. Traditionen består først og fremmest i at synge, fornyelsen i hvilke sange, man synger.

 

TIRSDAG DEN 3. FEBRUAR

Kl. 10.00 Knausgårds blik – mellem Himmel og Helvede
v/ Hans Nørkjær Franch

Karl Ove Knausgård er den måske største nulevende nordiske forfatter – oversat til mere end 35 sprog. Knausgård er de afdæmpede ekstremers mester. Det smukke og grimme, maniske og almindelige, undtagelsen og dagligdagen veksler i forfatterskabet som det skandinaviske vejr. I sin nyeste romanserie indvarsles nye metafysiske dybder i forfatterskabet, hvor det sceniske omdrejningspunkt er en mystisk ’Morgenstjerne’, der pludseligt og uforklarligt dukker op på himlen. Noget forrykker sig i Knausgårds litterære univers i disse nye intensiverede eksistensromaner. Lyset er lysere, og mørket er mørkere, og såvel Kristus som Djævelen er pludselig ganske konkrete aktører midt i menneskets kamp for at få tilværelsen til at gå op.

Kl.13.30 Mulighed for sang i ”Den blå”
v/ Hanne Odgaard.

Kl.15.30 Thit Jensen – den sidste valkyrie
v/ Lillian Hjorth-Westh

Det er over 100 år siden kvinderne fik stemmeret. Grundlovsændringen i juni 1915 ændrede historien i Danmark. Thit Jensen var en af kvinderne, der banede vejen, og det er på sin plads at sende en kærlig tanke til HELE DANMARKS THIT. Hun oplevede, at Danmark tog hende til sig, men hun havde også oplevet, hvor svært det var at gå foran. Hun blev udskældt, og hun følte sig ramt. Men hun var stærk, modig og en meget veltalende person. Udover at holde foredrag og skrive om kvindernes vilkår, skrev hun historiske romaner og var i mellemkrigstiden den mest læste danske forfatter. Hvem var denne Thit Jensen, der voksede op i den lille by Farsø i Himmerland? Hun var en flamme!

Kl. 19.30 Agnes Henningsen v/ Lillian Hjorth-Westh
Agnes Henningsen skrev romaner om kvindernes vilkår. Med erindringsværket, som hun startede på, da hun var i 70 års alderen, blev hun meget populær. Hun blev mor til 4 børn, og hun mærkede virkelig, hvor vanskeligt det var at få livet til at hænge sammen som kvindelig forfatter. Foredraget belyser hele hendes spændende liv.

ONSDAG DEN 4. FEBRUAR

Kl.10.00 Besøg på Egmont Højskolen
v/ Søren Møllgaard

Vi besøger Egmont Højskolen, hvor forstander Søren Møllgård vil fortælle om skolens imponerende vægmaleeri på 20 x 4 meter, udført af kunstneren Jørn Bies.

Kl.13.30 Mulighed for gåtur

Kl.15.30 ”Insula” v/ Thomas Boberg

Thomas Boberg vil fortælle om sit forfatterskab, hvordan det at skrive for ham er tæt forbundet til rejsen. Han har opholdt sig udenfor Danmark i mere end 20 år. Spanien og Peru især. Det var poesien, der satte ham i gang, fascinationen, sproget, gløden. Thomas Boberg skriver stadig digte. På et tidspunkt begynder han at skrive prosa – opfinder en genre, han kalder den for ”Rejseminder”. Poesien er for Thomas Boberg altid ”hjertet”, hvis ikke prosaen rummer en lyrisk glød, så dør den. Han kalder det en form for lyrisk prosa. Det er dén bevægelse, Thomas Boberg vil fortælle om: lyrikken på den ene side, og poesien på den anden side, som munder ud i ”Insula”. Roman fra en ø. En rejse slutter der.

Kl.19.30 Carl Nielsen og Jeppe Aakjær
v/ Helge Teglgaard

“Se dig ud en sommerdag når de bønder tromler…”. Carl Nielsen og Jeppe Aakjær voksede op langt ude på landet, men blev indfanget af kulturlivet i København. Længslen efter det nære og jordbundne kommer til udtryk både i skabende processer og i omfattende brevog dagbogsskriveri. Det hører vi mere om i foredraget, hvor Helge Teglgård sætter fokus på samarbejdet mellem de to og illustrerer med eksempler fra Højskolesangbogen.

TORSDAG DEN 5. FEBRUAR

Kl.10.00 Kerstin Ekman – en af Nordens store fortællere
v/ Aage Augustinus

”Hvor begynder historien, naturen, mennesket?” Sådan spørger den svenske forfatter Kerstin Ekman, der hører til blandt de allerstørste fortællere i Norden. Til Ekmans største og mest læste værker hører romantrilogien ”Ulveskindet”. Gennem de tre romaner med titlerne ”Guds barmhjertighed”, ”Rørte vande” og ”Skrabelodder” går barmhjertighed som den røde tråd. Kampen for menneskelige vilkår og indsigten i, at vi alle er henvist til at leve af barmhjertighed.

Kl.13.30 Mulighed for sang i ”Den blå”
v/ Hanne Odgaard

Kl.15.30 ”Verdensport” v/ Anna Elisabeth Jessen

Anna Elisabeth Jessen vil fortælle om sin seneste udgivelse, ”Verdensport” – en roman om menneskeskæbner, der krydser hinanden i et stormfuldt dansk-tysk erhvervseventyr. Sønderjylland 1937. De to skibsrederfamilier Hassel og Nielsen har vind i sejlene. Skibsfarten på verdenshavene blomstrer, og familierne ejer fornemme villaer og palæer i både Danmark og Fjernøsten. Det er driftige folk, der forstår at navigere, også da verdenskrigen kommer med nye fronter og fjender – og venner.
I krigsårene bor to drenge under samme tag i familien Nielsens villa i Shanghai. Dansk-tyske Georg er sønnen i huset og en af arvingerne til dynastiet; kinesiske Hai Song er familien Nielsens teaboy. En polsk pige, Eva, arbejder også i huset, men pludselig en dag er hun væk. De næste 80 år udfoldes konsekvenserne af de dramatiske og ikke mindst de hemmeligholdte begivenheder i krigens skygge. Sporene fører kloden rundt: fra Shanghai til Lissabon, fra Hong Kong til København, fra New York til Costa del Sol – og tilbage til Sønderjylland, hvor det hele begyndte. Og fortsætter. Romanen er et selvstændigt bind i den sønderjyske trilogi, hvor første bind er ”Om hundrede år” og andet bind ”Hjemsted”.

Kl.19.30 Kys din virkelighed – den elsker dig
v/ Niels Damsgaard og Gert Vincent

”Når Niels Damsgaard Hansens læser op fra sin digtsamling akkompagneret af Gert Vincent på guitar (kendt gennem årtier fra Lars Lilholt Band) bliver der skabt at landskab af ord og toner, som tager fat i flere af livets store temaer, som kærlighed, krig og politik”. Sådan lyder det i en anmeldelse af optræden i Hjarnø Forsamlingshus. Og digterpræst Sten Kaalø skrev efter en optræden i Bovlund Frimenighed dette: ”Niels Damsgaard Hansen’s vrimmel af digte fremkaldte hundreder af billeder i tilhørernes hoveder, og Gert Vincent’s guitartoner gav ordene vinger”.

FREDAG DEN 6. FEBRUAR

Kl.10.00 Jeg blev født ud af siden på et fly
v/ Eva Tind

Foto: Natascha Rydvald

Nam Sook blev i 1975 fløjet fra Sydkorea til Danmark sammen med ti andre børn. I lufthavnen stod de kommende forældre og så deres børn blive født ud af et fly. Nam Sook fi k ved ankomsten navnet Eva, og hendes kommende penneveninde, Min Kim, der også var med på flyet, blev navngivet Gull-Mai. Da Eva var 14 år, mistede de kontakten og mødtes først igen tredive år senere. Da fortæller Gull-Mai om sin voldsomt svære opvækst, og Eva bliver ramt af én eneste følelse: Hun må skrive en bog om at vokse op som adopteret i Danmark. Eva Tind undersøger i romanen ”Min Kim”, hvad der sker med et barn, når det bliver adskilt fra sin familie og sat ind i en ny. Når fortællingen om ens liv pludselig bryder sammen og for evigt ændres. Gennem romanens breve, samtaler og rejser spejles Gull-Mais og Evas opvækst. De to kvinders virkeligheder fletter sig sammen til en fortælling om myters sammenbrud, om slægtskabets betydning og om, hvordan man omskaber sin identitet ved selv at bestemme, hvordan historien fortælles.

Kl.13.30 Mulighed for gåtur

Kl.15.30 Litterær salon v/ Eva Marie Bach

Denne eftermiddag åbner vi mulighed for, at du som kursist kan præsentere og anbefale en bog, som du synes er særlig god og vigtig for andre at læse. Forbered dig på ca. 5 minutters præsentation, så kan mange få del i hinandens glæde ved at læse gode romaner, digte eller anden litteratur.

Kl.17.45 Et glas hvidvin i dagligstuen.

Kl.18.00 Festmiddag med efterfølgende musikalsk samvær med Butterfly Boys

LØRDAG DEN 7. FEBRUAR

Kl. 08.45 Kort morgensamling – derefter afrejse