MARTS 2025

Kære kursister og venner af vores højskole

Så passerede vi den 1. marts og nærmest i samme sekund, meldte foråret sin ankomst her på Rude Strand Højskole med fuglesang, spæde forårsblomster og lune strejf af solskin. Vi har haft travlt med en masse spændende ting siden sidste nyhedsbrev, som du kan læse meget mere om herunder. God læselyst.

 

Øverst forstanderboligen og derunder fire af de i alt syv nye enkeltværelser med eget bad og havudsigt. Der er direkte adgang til terrassen fra hvert værelse.

Den nye sal med det store vinduesparti ud mod havet. Hele bygningen er bygget ind i skrænten og hænger sammen med de eksisterende bygninger

Byggeriet er afsluttet og taget i brug

Siden midten af februar, er der blevet holdt foredrag, sunget sange, spillet musik og vist film i vores nye skønne samlingssal, som har fået navnet HAVSALEN. De syv nye enkeltværelser, der ligger over salen, er også med stor fornøjelse blevet taget i brug af vores kursister. I skrivende stund er Helle og Carsten flyttet ind i den nye forstanderbolig, som er placeret allerøverst på bygningen med en enestående havudsigt med kig til Samsø og Tunø. Vi vil gerne endnu en gang takke alle kursister, der har været på kursus mens byggeriet har stået på, for deres store tålmodighed og velvillige indstilling, selv når støv- og støjgenerne har været værst. Vi er meget glade for den store interesse, der har været for projektet og for den måde alle har taget så godt imod HAVSALEN og de nye værelser på.

Indvielse i HAVSALEN for fuld musik

Billeder fra indvielsen.

Fredag den 28. februar fejrede vi indvielsen af det nye byggeri i HAVSALEN sammen med ugens kursister og en gruppe særligt indbudte gæster. Udover højskolens medarbejdere, medlemmer fra højskolens bestyrelse og højskolens venne- og skolekreds var donorer og andre, der på forskellig vis har været medvirkende til at realisere byggeprojektet, inviteret.

Glæde ved det flotte resultat og gode samarbejde
Der blev holdt en række fine og festlige taler af både formand for Rude Strand Højskoles bestyrelse, Jørgen Koldbæk, Odders borgmester, Lone Jacobi, formand for højskoleforeningen, Lisbeth Trinskjær og af Søren Madsen, arkitekt fra GPP og hovedentreprenør, Thomas Lund. Forstander Helle bød velkommen mens forstander Carsten rundede dagen af med sin tale. Fælles for talerne var den store beundring af det flotte resultat, værdien af det gode samarbejde og den store indsats fra alle parter for at få byggeprojektet i mål på bedste vis. Og så blev der naturligvis også udtrykt stor tak til A.P. Møller Fonden for deres store donation. Stor tak blev også givet for de store bidrag fra bl.a. Rude Strand Højskoles Venne- og Skolekreds og EU-støtten, som blev givet via LAG Odder-Hedensted, som har muliggjort købet af de flotte stole, AV-udstyr samt et nyt smukt og vellydende flygel til HAVSALEN.

Åbner op for mange nye muligheder
Undervejs blev der serveret bobler og hjemmebagt kransekage, og snakken gik lystigt i pausen, hvor også solen tittede frem og sendte varmt lys ind i salen gennem de store vinduespartier ud mod havet. Underholdningen stod ugens bigband- og korkursister for med flere gode swingnumre, både hver for sig og sammen. Det var i sandhed en festdag, som vi vil mindes og tale om i mange år frem. Nu glæder vi os gevaldigt til at få brugt salen, og afprøvet nogle af de mange muligheder for nye aktiviteter og arrangementer, som HAVSALEN kan byde på, og som kan være til gavn og glæde for både kursister og for lokalområdet.

Carsten Holvad blev fejret med manér

Carsten Holvads 60 års fødselsdag blev fejret ved en hyggelig og uformel åbent hus eftermiddag på højskolen onsdag den 29. januar. Der kom mange glade gæster for at lykønske fødselaren, og der blev holdt flere gode, sjove og rørende taler undervejs. Vores dygtige køkken serverede naturligvis hjemmelavede lækkerier – ikke mindst en fantastisk kæmpelagkage. Vi skal hilse fra Carsten og sige tusind tak for al opmærksomheden omkring hans fødselsdag.

Så var der ikke mere i denne omgang. Tusind tak for den store opbakning og interesse I viser for vores højskole. Vi glæder os til at se jer i løbet af 2025. Rigtig glædeligt forår.

Kærlig hilsen
Personalet på Rude Strand Højskole og
Helle Bak Holvad og Carsten Holvad, forstandere


De nye stole og det nye flygel m.m. er købt med støtte fra EU gennem LAG Odder-Hedensted: