25. – 30. maj 2026
Kursus nr. 22C
Standardpris kr. 5.750,-
VENTELISTE(Ønsker du at komme på venteliste så ring venligst 86 55 89 44)
Vi dyrker det hele menneske og laver aktiviteter for både kroppen, hjernen og hjertet. Vi skal danse, lave hjernefitness, synge og have samtaler om livsglæde, bevægeglæde og andre elementer, som gør os glade.
Vi skal høre foredrag om sundhed, trivsel og nye tendenser og inspireres til at bruge naturen, musikken og samværet på bedste vis. Sammen skal vi vække livskraft og en nysgerrighed for vores krop, hjerne og hjerte.
Kurset ligger parallelt med to andre kurser, som vi har morgensamling, foredrag og fællessang sammen med.
INSTRUKTØR:
Linn Trentel Busch

KURSUSLEDER:
Helle Bak Holvad

Program
MANDAG DEN 25. MAJ
Kl. 13-14 Ankomst og indkvartering
Kl. 14.45 Præsentation og intro
Kl. 16.15 Energizers & redondo
v/ Linn T. Busch

Energizers er små sjove aktiviteter der skaber sjov, nærvær og kendskab til hinanden i gruppen. Vi anvender redondobolden til at træne og udfordre kroppen. Alle kan være med og det handler mest bare om at deltage aktivt og have det sjovt med de andre.
Kl. 19.45 Fællessang fra Højskolesangbogen – v/ Søren Jensen
TIRSDAG DEN 26. MAJ
Kl. 10.00 Sport og litteraturen
v/ Søren Boy Skjold

Umiddelbart er der ikke mange lighedspunkter mellem en rolig læsestund og en pulskrævende løbetur. Men en del forfattere bruger alligevel sport som motor i deres værker. Jørgen Leth skrev digte om cykelsport.
Hans-Jørgen Nielsen dedikerede en hel roman til fodbold. Og Anders Bodelsen lod en hovedperson i en novelle blive dræbt under Eremitageløbet. I foredraget skal vi høre flere eksempler på denne anderledes “bevægelse” som en del af forfatteres fortællinger. Og måske får du selv lyst til at læse videre eller tage løbeskoene på? Søren Boy Skjold har i øvrigt selv både løbet og skrevet om maratonløb.
Kl. 13.30 Velkommen i det grønne – Naturtræning
v/ Linn T. Busch

Ophold i naturen er blevet in. Vi mennesker er natur og forskning viser hvor vigtig at ophold i naturen er for vores trivsel. Få inspiration til hvordan du kan bruge naturen på en aktiv måde. Vi skal lave fysiske aktiviteter der inddrager naturens lyde, farver, former, terræn og variation. Kom med ud i den smukke natur omkring højskolen og få rørt hele kroppen.
Kl. 15.30 Hatha yoga
v/ Linn T. Busch

Hatha yoga er en af de mest klassiske yogaformer – Hatcha betyder sol (ha) sol og måde (tha), to modsætninger der i praksis henviser til at vi både skal være kraftfulde, aktive og udadrettet men samtidig finde ro i
blide bevægelser, og mærke os selv via åndedrætsøvelser og stræk og afspænding. I denne seance får vi sammen styr på de mest anvendte yogastillinger og begreber.
Kl. 19.30 Samtalesalon v/ Helle Bak Holvad
ONSDAG DEN 27. MAJ
Kl. 08.30 Heldagstur til Samsø

Vi sejler fra Hou til Sælvig og bliver kørt til Ballebjerg vest for Nordby. Herfra vandrer vi i det meget smukke bakkeland, til vi når Issehoved – nordspidsen af Samsø. Her spiser vi frokost og oplever derefter Nordby, før vi igen skal vandre lidt ved Langøre, som er et smukt lille fiskerleje ved Stavns Fjord. Vi kører med bussen ad små veje gennem hyggelige landsbyer, mens vi hører lidt om Samsø. Vi kører derefter til Ballen og videre til færgen, hvor vi drikker vores kaffe.
Kl. 19.30 Sådan leger musik med din hjerne
v/ Lasse Skovgaard

Mød Lasse Skovgaard ph.d. i sundhedsvidenskab, forsker og programleder ved Sangens Hus. Lasse er uddannet musikpædagog, organist og sanger og har bidraget med flere sange til både Efterskole-, Friskole -samt Højskolesangbogen. I dette musikalske foredrag vil du blive klogere på alle de måder hvorpå musik påvirker hjernen. Vi skal selvfølgelig synge, men også lave konkrete øvelser der viser musikkens fascinerende
effekt og finde frem til, hvordan musik kan være sundhedsfremmende.
TORSDAG DEN 28. MAJ
Kl. 10.00 Foredrag om Vandrefilosofi
v/ Frits Ahlefeldt

Hvordan kan det at gå gøre vores liv, steder og byer langt bedre og hjælpe til at holde vores fællesskaber åbne? Og hvordan kan det være, at de snakke man har til fods kan være de aller-bedste og give ny indsigt? Foredraget handler gennem en række sjove og spændende historier om det at gå. Fortællingerne underbygges med ny viden, tanker og Frits` egne tegninger på en underholdende måde, der giver rig mulighed for både grin og eftertanke. Frits Ahlefeldt dækker til dagligt viden, trends og tanker om det at vandre på Vandrefilosofi .dk. Og han har siden 2006 stået bag Danmarks nok mest omfattende og besøgte guide om vandreruter i Danmark (Vandreruter.dk). Frits er i øjeblikket på vej Danmark rundt langs kysten til fods, i etaper med rygsæk og telt, i et håb om at skabe en over 2.500 km lang national kyststi, hele vejen rundt om Danmark.
Kl. 13.30 Sans v/ Linn T. Busch
Sans er er fusion af sang og dans. Vi lærer små lette koreografi er til musik du helt sikkert kender og kan synge med på. Vi laver bodypercussion og synger selv kanonsange. Vi skal lytte aktivt og lade kroppen følge musikkens rytmer og stemninger.
Kl. 15.30 Hjernetræning
v/ Linn T. Busch

Den vigtige og forunderlige kommandocentral hjernen er efterhånden kortlagt så grundigt, at vi kender til hvilke faktorer der betyder noget i forhold til at holde hjernen skarp, fleksibel og i balance. Vi kobler pointer fra teorien med øvelser i praksis. Alle øvelser er afstemt til at påvirke din motorik, kognition og samt dit stemningsleje.
Kl. 19.30 Kærlighed, musik og guitarer
v/ Søren Severin og Martin Jønsson

Søren Severin er sangskriver, guitarist, sanger og guitarbygger. Desuden er han historiefortæller. Koncerten er en underholdende og humoristisk livshistorie fortalt igennem anekdoter og sange, som publikum ind imellem synger med på.
FREDAG DEN 29. MAJ
Kl. 10.00 Bevægeglæde
v/ Linn T. Busch
Hvad er det, og hvor finder vi bevægeglæden. Vi har alle en bevægeglæde i os, men vores glædestyper er forskellige. Hør om de 4 glædestyper og de 6 træningsparametre og bliv klogere på din egen bevægeglæde.
Kl. 13.30 Luksustimen – Stræk, afspænding og mindfulness
v/ Linn T. Busch
Kom med på en dejlig time og lav de bedste stræk, få styr på åndedrættet og tag på en visualiseringsrejse igennem hele kroppen.
Kl. 15.30 Folkedans
v/ Helle Bak Holvad
Kendte og mindre kendte folkedanse til traditionel og ny musik.
Kl. 17.45 Et glas hvidvin i dagligstuen – herefter afslutningsmiddag med musikalsk underholdning ved Jazzpop4

LØRDAG DEN 30. MAJ
Kl. 08.00 Morgenmad
Kl. 08.45 Morgensamling
Kl. 09.30 Tak for denne gang

