10 – 15. juni 2024

Kursus nr. 24B

Standardpris kr. 5.050,-

VENTELISTE  (ring venligst 86 55 89 44)

 

Kom med på ét af vores populære vandrekurser. Vi går mellem 8 og 12 km dagligt i al slags dansk sommervejr – og i et tempo, der passer de fleste godt. Hjemme på skolen nyder vi højskolelivet med foredrag, fællessang og dejlig mad.

Pak et par gode sko eller vandrestøvler og oplev en højskoleuge på to ben!

Vandreturene går til Alrø, Moesgaardskovene og den Uendelige bro, Aarhus bycentrum og Samsø.
Mød bl.a. sundhedsinnovator Peter Thybo og naturvejleder og direktør i ViNatur Simon Høegmark.

Hjemme fortsætter højskolelivet med fællessang, gode foredrag og fremragende mad. Kurset ligger parallelt med et krop-, hjerne- og hjertekursus og et cykelkursus.

MEDVIRKENDE
• Tor Fabian, fysioterapeut og leder af træningsprojektet SICK
• Peter Thybo, sundhedsinnovator og forfatter
• Linn Trentel Busch, fysioterapeut og indehaver af ErgoPro
• Helge Teglgård, højskolelærer og musiker
• Louise Brandstup, højskolelærer og tidl. journalist
• Simon Høegmark, ph.d i natur og sundhed, direktør i ViNatur

KURSUSLEDER
Carsten Holvad, forstander

Program:

MANDAG DEN. 10. JUNI

Kl. 13-14 Ankomst og indkvartering
Kaffe, the og boller
Kl. 14.45 Præsentation og intro til kurset

Kl. 16.15 Kort tur i lokalområdet


Vi starter med en tur i lokalområdet. Vi går ad sommerhusveje og langs stranden til Saksild Badehotel og retur. Ca. 7 km.

Kl. 19.30 Fællesskaber styrer
v/ Tor Fabian


Vi er flokdyr, og betydningen af stærke fællesskaber må ikke undervurderes. Dette gælder også, når vi skal bevæge os selv og andre. Alt tyder nemlig på, at det er lettere at forblive aktiv, når det er i fællesskab med andre.
Mød Tor Fabian, der i 9 år har drevet et af Danmarks største selvorganiserede træningsfællesskaber: SICK Project. Et fællesskab, der har 3 mantraer:
ALLE kan være med
ALT er gratis
ALT kan ske
Tor leverer et fællesskabsfyldt oplæg, hvor vi kommer op af stolene og får smil på læberne.

 

TIRSDAG DEN 11. JUNI

Kl. 10.00 Lev et godt seniorliv med Det Dobbelte KRAM
v/ Peter Thybo


Helbred er, hvordan man har det. Modstandskraft er, som man ta’r det.
Peter Thybo er en af landets førende eksperter inden for sund livsstil og mental sundhed, og med afsæt i den nyeste sundhedsforskning på ældreområdet stiller han skarpt på de vigtigste beskyttende faktorer, der ligger bag et godt seniorliv og trivsel i hverdagen. I foredraget udfolder Peter sin sundheds- og trivselsmodel Det Dobbelte KRAM.
Modellen supplerer de traditionelle KRAM-faktorer (Kost, Rygning, Alkohol og Motion) med et mentalt sundheds-KRAM, Kompetencer, Relationer, Accept og Mestring, som har afgørende betydning for mental sundhed og trivsel.

Kl. 13.00 Vandring Gyllingnæs og Alrø
Vi kører i bus til Gyllingnæs, hvor vi har en smuk vandretur gennem en gammel bøge- og egeskov. Vi bliver derefter kørt til Alrø, hvor vi går de sidste ca. 3 km til ”Verdens Ende”. Vi får kaffe undervejs. Ca. 9 km.

Kl. 19.30 Smarttræning
v/ Linn Trentel Busch


VI afprøver hjernens fantastiskheder. Vi træner hjernen på en sjov og effektiv måde og udfordrer den ved at bede om noget, den måske ikke er vant til. Vi træner både hver for sig og sammen, da hjernen elsker at være social.

 

ONSDAG DEN 12. JUNI

Kl. 08.45 Heldagstur på Samsø


Vi sejler fra Hou til Sælvig og bliver kørt til Ballebjerg vest for Nordby. Herfra vandrer vi i det meget smukke bakkeland, til vi når Issehoved – nordspidsen af Samsø. Her spiser vi frokost og oplever derefter Nordby, før vi igen skal vandre lidt ved Langøre, som er et smukt lille fiskerleje ved Stavns Fjord. Vi kører med bussen ad små veje gennem hyggelige landsbyer, mens vi hører lidt om Samsø. Vi kommer til Besser Rev, hvor der igen er mulighed for en lille vandretur på de små runde sten på revet. Vi drikker kaffe og kører derefter mod færgen. I alt ca. 12 km.

Kl. 20.30 Fællessang fra Højskolesangbogen
v/ Helge Teglgård

TORSDAG DEN 13. JUNI

Kl. 10.00 Vi er natur
v/ Simon Høegmark


Simon præsenterer hvor mange positive gevinster, der er ved at opholde sig mere i naturen. Naturen kan både fremme vores krop og trivsel, booste immunforsvaret og øge vores mentale sundhed. Med udgangspunkt i den nyeste forskning og viden om naturens gavnlige virkninger på vores krop, hjerne, følelser, sanser og immunforsvar, fortæller han om, hvordan sansninger og stemninger i naturen ligefrem kan have en helbredende effekt på os.
Kom med på en tidsrejse og få et inspirerende indblik i vores unikke krop og sind og de urinstinkter, vi har nedarvet fra vores tidlige forfædre, som levede i og af naturen. Der er nemlig meget, vi kan lære af jæger-/samlerkulturen og bruge i vores moderne, travle liv.
Simon fortæller, hvordan denne forståelse af vores egen natur kan hjælpe os til at få en større balance, nærvær og glæde ind i vores liv.

Kl. 13.00 Vandring i Moesgårdskovene


Vi kører i bus til Moesgård Herregård. Her starter én af vores favoritture: Fra Moesgaard Museum, via Skovmøllen, gennem Moesgårdskovene og til Ørnereden, hvor vi drikker kaffe. Videre gennem Marselisborgskoven til Dyrehaven, og vi slutter ved Den Uendelige Bro og Varna-palæet, hvor vi bliver hentet. Ca. 12 km.

Kl. 19.30 Landet Danmark dannede
v/ Louise Brandstrup


Salige Grundtvig ville revne af stolthed. Demokratisk dannelse efter ærkedanske forbilleder – og så langt ude i junglen! Kom med på rejse til et knaldgrønt og usædvanligt fredeligt land.

 

FREDAG DEN 14. JUNI

Kl. 10.00 Byvandring i Aarhus


Vi bliver kørt til Aarhus, hvor vi skal på byvandring. Vi skal både se, høre og opleve og samtidig vandre en rigtig god tur. Vi bliver sat af på Aarhus Ø, hvor vi vandrer rundt om Lighthouse og de andre spændende og særprægede arkitekttegnede byggerier. Vi fortsætter langs den nye havnefront til Dokk1. Går videre forbi domkirken, Dook1, Salling Rooftop, rådhuset, kunstmuseet Aros, Tivoli Friheden, Marselisborg Slot og ender ved Mindeparken. Vi får frokost og kaffe undervejs. Ca. 12 km.

Kl. 18.00 Hvidvin på terassen
Herefter afslutningsmiddag og musikalsk underholdning med Jazzpop4.

 

LØRDAG DEN 15. JUNI

Kl. 09.00 Kort morgensamling – Herefter afrejse