2. – 7. juni 2025

Kursus nr. 23

Standardpris kr. 5.750,-

VENTELISTE  (ring venligst 86 55 89 44)

Sammen vil vi fejre, at vi bor i et helt særligt lille land. Et land med demokratiske principper, frihed til at ytre sig og være den, man ønsker. Men også et land med en prægtig natur, hvor der ikke er ret langt fra den ene dialekt til den anden.

Her er højskoleugen, der giver dig alt, hvad hjertet begærer af fællessang, højskoleånd, plads til debatter og de smukkeste solopgange.

Grundlovsdag fejrer vi her på Rude Strand med både taler og fællessang.

Mød bl.a. tapetkunstner Heidi Zilmer, madkunstner Lise Faurchou og mandskoret Mandhattan. Ugen inviterer på udflugter til Samsø og til Aarhus, hvor vi skal opleve byen fra de hjemløses perspektiv.

UDFLUGTER
Heldagstur til Samsø og udflugt til Aarhus.

MEDVIRKENDE
• Helle Bak Holvad, forstander
• Rune Engelbreth Larsen, idèhistoriker og naturfotograf
• Heidi Zilmer, malermester og tapetkunstner
• Lise Faurschou Hastrup, madvejleder
• Helge Teglgård, musiker og højskolelærer
• Mandhatten, mandekor fra Kolding
• Aage Augustinus, tidl. præst og højskoleforstander

KURSUSLEDER
Carsten Holvad, forstander og Søren Jensen, højskolelærer

Carsten Holvad og Søren Jensen. Foto: Morten Telling, Rude Strand Højskole

Program

 

MANDAG DEN 2. JUNI

Kl. 13.00 Ankomst og indkvartering
Kl. 14.00 Kaffe, te og boller
Kl. 14.45 Præsentation og intro til kurset

Kl. 16.00 Kim Larsen – ”Sangen og Larsen”
v/ Søren Jensen

Da Kim Larsen døde i 2018, var der landesorg i Danmark. Han var elsket og blev af mange opfattet som en slags nationalskjald. Men hvad var han egentlig for en slags kunstner, og hvori bestod hans særpræg? Var han en gnaven gavflab eller en godhjertet gårdsanger – eller måske begge dele? Vi vil synge en masse af Larsens sange og prøve at placere ham i den danske kultur.

Kl. 19.30 Dans for seniorer v/ Helle Bak Holvad

TIRSDAG DEN 3. JUNI

Kl. 10.00 Hvad skal jeg egentlig stemme på?
v/ Carsten Holvad

Carste Holvad, forstander Rude Strand Højskole. Foto: Morten Telling, 2024

Ved du ikke, hvilket parti du skal stemme på? Så er du ikke alene. Aldrig har de danske vælgere været så meget i tvivl om, hvor de skal sætte deres kryds. Ved folketingsvalget i 2022 stemte over halvdelen således på et andet parti end ved forrige valg. Samtidig udgør ældre over 60 år i dag kun ca. ni procent af medlemmerne i Folketinget. Hvilken betydning har det for vores demokrati og samfundsudvikling, at så mange er i tvivl om, hvor de skal sætte deres kryds? Hvordan sikrer vi, at den ældre generation bliver mere synlig og får lov at spille en større rolle i samfundet end i dag? Disse og mange andre spørgsmål reflekterer forstander Carsten Holvad over på vanlig veloplagt vis i dette foredrag.

Kl. 13.30 Mulighed for gåtur, yoga eller krolf

Kl. 15.30 Danmark får 15 naturnationalparker – hvor og hvorfor?
v/ Rune Engelbreth Larsen

Naturen er i krise, men det er besluttet at etablere 15 naturnationalparker med store dyr, bl.a. vildheste, elge og bisoner på arealer fra 5 til 50 kvadratkilometer. Hvor skal de placeres, hvad er meningen med de store dyr, og hvordan kan det egentlig gavne naturen? Begrebet ”naturnationalpark” stammer fra Rune Engelbreths bøger, og foredraget fokuserer på planerne og debatten om store dyr bag hegn.

Kl. 19.30 Fra lærling til mester
v/ Heidi Zilmer

Mød bygningsmaleren, der i dag laver luksuriøse tapetdesigns og er ekspert i forgyldning, når fredede ejendomme, herregårde og slotte skal restaureres. Heidi har arbejdet med loftsmalerierne og den forgyldte stuk på Jørgensens Hotel i Horsens og genskabt PH’s nøgne damer på tapetet i Poul Henningsens eget hus i Gentofte. Hun samarbejder med kunstnere som Erik A. Frandsen, Danh Võ, Julie Berthelsen & Maja Lisa Engelhardt, og hun er medlem af den prestigefyldte ”Salon – Gathering of Decorative Painters”.

 

ONSDAG DEN 4. JUNI

Heldagstur til Samsø
Vi skal med bus og færge til Samsø og opleve flere af øens smukke naturperler med højdepunkter som Issehoved, Langøre, Ballebjerg og Ballen. Vi gør stop undervejs, og der bliver mulighed for at gå lidt rundt i naturen omkring Nordby og Ballen.

Kl. 19.30 Mandhatten
Siden 2001 har herreensemblet Mandhatten fra Kolding underholdt med jazz, folk, verdensmusik, dansk, nordisk og klassisk – a capella.

 

TORSDAG DEN 5. JUNI

Kl.10.00 Uden ”ordentlig” mad og drikke…
v/ Lise Faurschou

Med en humoristisk vinkel holder Lise Faurschou Hastrup et seriøst oplæg om madvaner. Om at spise sig til godt humør. Om sammenhængen mellem blodsukkerbalance og verdensfred. Om lightprodukter og snydeyoughurt. Om forskellen på det livsnødvendige fedt, – og det der bare feder. Om det, der sker i tarmen – og på toilettet! Få sjove og lette forklaringer, som man kan tage med sig og bruge i dagligdagen.

Kl.13.30 Grundlovsmøde på Rude Strand

Vi vil sammen fejre Grundloven, demokratiet og Danmark – med fællessange fra Højskolesangbogen og 2 grundlovstaler. En gæstetaler og Carsten Holvad, forstander på Rude Strand Højskole, vil begge komme med deres refleksioner og input på denne nationale festdag. Vi satser på, at vejret igen er med os, så vi kan sidde uden for og nyde vores skønne udsigt over Kattegat til Samsø og Tunø, mens sangene gjalder ud over strand og bugt.

Kl.17.00 Mulighed for gåtur

Kl.19.30 Grundtvig i lyset af sangene
v/ Helge Teglgård

Grundtvig står som en af de mest markante skikkelser i dansk kulturhistorie. Men der, hvor vi synes, vi kender Grundtvig bedst, er i hans sange og salmer. Og det er derfor med dét sigtepunkt, vi vil belyse Grundtvigs livs- og menneskesyn – og selvfølgelig ved at synge sangene!

 

FREDAG DEN 6. JUNI

Kl.10.00 På tidens bølger – en fortælling om Hal Koch
v/ Aage Augustinus

Hal Koch (1904 – 63) var en af sin generations mest markante personligheder og pådrog sig som få andre både vrede og beundring. Han spændte vidt – politisk debattør, højskoleforstander, professor i kirkehistorie og redaktør. Han trådte ind på den politiske scene under besættelsen og fungerede som støtte for samlingspolitikken og samtidig som en af dens væsentligste kritikere. For Hal Koch lå kristendom og humanisme i hjertet af europæisk kultur, og det blev en livslang opgave for ham at undersøge, hvordan de to forholdt sig til hinanden.

Kl. 13.15 Tur til Aarhus


Vi skal i mindre grupper med hjemløse rundt i den jyske hovedstad Aarhus, hvor vi skal opleve byens liv set med deres øjne. Vi kommer forbi de store attraktioner og får gode fortællinger undervejs. Når denne guidede rundtur er slut, tager vi sammen op på toppen af Salling og oplever den flotte udsigt og den smukt anlagte tagterrasse. Herefter går turen tilbage til Rude Strand.

Kl. 18.00 Et glas hvidvin i dagligstuen
– Herefter tre-retters menu.

Butterfly Boys – musikalsk underholdning med risiko for dans
v/ Søren Jensen og Helge Teglgård

 

LØRDAG DEN 7. JUNI

Kl. 8.00 Morgenmad
Kl. 9.00 Kort morgensamling
Kl. 9.30 Afrejse