NYHEDSBREV FRA RUDE STRAND JUNI 2025

Kære kursister og venner af vores højskole

Foråret har været præget af færdiggørelse af byggeri og indvielsen af Havsalen – og senest udskiftning og efterisolering af vores gamle tag på hovedbygningen. Men nu er vi endelig færdige med byggeri og renovering i denne omgang. Kæmpestort TAK for tålmodigheden og forståelsen fra alle vores kursister. Nu glæder vi os bare til at byde en masse glade kursister velkommen på sommerens mange højskolekurser.

Ikke farvel, men på gensyn

Efter fem års tro og særdeles aktiv tjeneste på Rude Strand Højskole gik vores fantastiske kollega, Louise Brandstrup, på efterløn den 1. maj. Heldigvis bor Louise og hendes mand, Magnus, tæt på højskolen, så hun vil stadig komme på besøg og holde foredrag i ny og næ. Faktisk er hun også kursusleder på et par kurser både i efteråret 2025 og i starten af 2026, så hun kan tydeligvis ikke helt slippe højskolelivet. Det er vi mange, der er glade for. Vi kan nemlig heller ikke helt slippe Louise. Med sin nye status som efterlønsmodtager får Louise til gengæld mere tid til at være sammen med familie og venner samt – ikke mindst – fjordhesten Niels (også kendt som Niller). Vi ønsker Louise held og lykke med sin nye tilværelse og glæder os til, at hun kommer på gæstevisit.

Nyt kursuskatalog 2025-26

Det nye katalog med kurser for resten af 2025 og første halvår 2026 har nu været på gaden nogle uger. Du kan bestille det på hjemmesiden rudestrand.dk/kursuskatalog eller telefonisk på 86 55 89 44. Du er også meget velkommen til at ringe til os og bestille plads eller komme på venteliste til et kursus.
Hjemmesiden er naturligvis også opdateret med de nye kurser for første halvår af 2026.

Teater, musik og foredrag i Havsalen

Havsalen set ude fra. Læg mærke til hvordan havet spejler sig i de store vinduer. Foto: Morten Telling

 

En fuld Havsal på Højskoledagen den 14. maj 2025. . Foto: Morten Telling

 

“Alice i eventyrland” (tv) og Maria Bundgaards fra koncert i Havsalen.

Vi er utroligt glade for Havsalen og synes den fungerer rigtig godt i mange forskellige sammenhænge. Vi har bl.a. haft Teater Asterions Hus på besøg, som opførte en eventyrlig og rørende udgave af “Alice i Eventyrland”. Den dygtige pianist Maria Bundgaard har spillet klassiske mesterværker af Sergei Rachmaninov på vores nye smukke og velklingende Yamaha-flygel for et meget begejstret publikum. Derudover har der været flere andre musikarrangementer med bl.a. kor, jazz o.m.a.

En ny sal skal naturligvis altid lige tilpasses. Derfor arbejder vi i øjeblikket med at forbedre salens akustik, så vi kan få en endnu bedre lyd i salen. Vi glæder os til at udforske og afprøve flere af de mange muligheder, som Havsalen rummer.

Det var alt for nu. Tusind tak for den store opbakning og interesse I alle viser for vores højskole. Vi glæder os til at se jer igen. Rigtig god sommer.

Kærlig hilsen
Personalet på Rude Strand Højskole og
Helle Bak Holvad og Carsten Holvad, forstandere


De nye stole og det nye flygel m.m. er købt med støtte fra EU gennem LAG Odder-Hedensted: