20. – 25. april 2026

Kursus nr. 17

Standardpris kr. 5.950,-

VENTELISTE
(Ønsker du at komme på venteliste så ring venligst 86 55 89 44)

Kina opfattes som den nye trussel for den vestlige verden. En selvsikker stormagt, der ønsker og opnår indflydelse overalt på kloden. Hvordan skal vi forstå dette kæmpemæssige land, som udfordrer os politisk, økonomisk og kulturelt? Og hvad er egentlig Kinas hensigter?

Det udforsker vi på dette kursus, hvor eksperter, historikere og mediefolk – bl.a. journalist og forfatter Mette Holm, og sinolog og lærebogsforfatter Christian Nielsen deler og diskuterer deres viden med os.

Men kurset handler ikke kun om benhård storpolitik og internationale handelskrige, for vi dykker også ned i Kinas kulturhistorie, filosofi, kampkunst og musik, og prøver på alle måder at forstå dette kæmpemæssige land ovre på den anden side af jorden.

MEDVIRKENDE
• Christian Nielsen, sinolog, forfatter og underviser
• Lene Sønderby Bech, sinolog, forfatter, ekstern lektor AU
• Jens Havskov, sinolog og underviser i Tai Chi og Qigong
• Mette Holm, journalist og forfatter
• Sofie Bach, journalist, studerer sinologi på AU
• Helge Teglgård, højskolelærer og musiker
• Casper Wichmann, sinolog, partner i Sinolytica

KURSUSLEDERE:
Helle Bak Holvad og Søren Jensen

 

 

Program

 

MANDAG DEN 20. APRIL

Kl. 13-14 Ankomst og indkvartering – Kaffe, te og boller

Kl. 14.45 Præsentation og intro til kurset

Kl. 16.00 Kinas klassiske historie og filosofi – Konfucius og vejen til harmoni – del 1
v/ Christian Nielsen

Skal man finde en enkelt nøgle til at forstå kinesisk kultur og levevis gennem tiderne, må det være Konfucius. Denne store filosof og lærer levede for mere end 2.500 år siden og hans lære var det ideologiske
grundlag for kejsermagten i Kina i 2000 år og er stadig fundamentet for det politiske, kulturelle og sociale liv i Kina. For Konfucius er målet at skabe harmoni. Menneskelige relationer i familierne og i samfundet skal være harmoniske, og det opnås kun, hvis alle efterlever bestemte roller. I to foredrag præsenteres Konfucius’ lære og den turbulente tid den udspringer af. Samtidig vil vi se på Kinas andre klassiske filosofi ske skoler, og hvordan de og Konfucius på hver deres måde har formet Kina og kineserne før og nu.

Kl. 19.30 Introduktion til Tai Chi og Qigong
v/ Christian Nielsen og Jens Havskov

Igennem tusinder af år har kineserne dyrket kampkunst. De to mest populære former, Tai Chi og Qigong, blev oprindeligt udviklet som en form for selvforsvar, men er med tiden blevet en øvelse i harmoni mellem krop og sind. Overalt i Kina kan man opleve mennesker, der udfører Tai Chi eller Qigong i langsomme, flydende og harmoniske bevægelser. Formålet er at styrke balance- og koordinationsevnen og give fysisk styrke, nærvær og mental ro.

I en kort introduktion vil Christian Nielsen præsentere de tanker og idéer, som har formet disse populære former for kinesisk kampsport. Herefter vil Jens Havskov, der har trænet og undervist i Tai Chi og Qigong i Danmark og Kina igennem 40 år, først give smagsprøver på øvelserne i de to bevægelsesformer. Derefter kan alle, der har lyst få hjælp og vejledning til selv at prøve kræfter med Tai Chi. Tai Chi og Qigong kan trænes af folk i alle aldre og med vidt forskellige forudsætninger. Husk løstsiddende tøj og flade sko.

 

TIRSDAG DEN 21. APRIL

Kl. 10.00 Kinas klassiske historie og filosofi – Konfucius og vejen til harmoni – del 2
v/ Christian Nielsen

Kl. 14.00 Foredrag

Kl. 16.30 Mulighed for gåtur m. sang v/ Helge Teglgård

Kl. 19.30 Fællessange om Den store og Den lille verden
v/ Helge Teglgård

 

ONSDAG DEN 22. APRIL

Kl. 10.00 Ung dansker i Kina
v/ Sofie Bach

Hvordan er det at studere i Kina? Og hvorfor vælger man som ung dansker at fokusere på et land, der lukker sig mere og mere om sig selv? Mød Sofie der er uddannet journalist og har arbejdet flere år hos TV2 Regionerne, inden hun i 2022 sagde sit job op for at studere Kinastudier på Aarhus Universitet. Hun har tidligere boet i henholdsvis Tianjin, Hongkong og senest Beijing, hvor hun læste et semester på Beijing Universitet. På dette tidspunkt var Sofie gravid med sit første barn, og hun har derfor også oplevet de store kulturelle forskelle, der kan være mellem Kina og Danmark, når det kommer til graviditet, fødsel og familieliv.

Kl. 15.30 Bag om konflikten mellem Taiwan og Kina
v/ Christian Nielsen

I 1949 vandt kommunisterne med Mao Zedong i spidsen borgerkrigen mod Chiang Kai-shek og nationalisterne, som måtte flygte til Taiwan. Kommunisterne oprettede Folkerepublikken Kina, og nationalisterne kaldte deres styre Republikken Kina. Begge gjorde krav på at være den eneste legitime regering for Kina. Siden da har Taiwan levet med en konstant trussel om at blive invaderet af Kina, der hævder, at Taiwan er en del af  Kina og truer med, at landet vil blive underlagt Kina før eller siden, om nødvendigt med militær magt.

De seneste år er krisen mellem de to lande eskaleret og har skabt global bekymring for, om det kan føre til en konfrontation mellem Kina og Taiwans nærmeste allierede USA. Foredraget giver et indblik i konflikten, med særligt fokus på dens historiske og politiske baggrund. Vi vil desuden se på, hvordan konflikten kan udvikle sig i fremtiden, og hvilke muligheder der er for at løse den på fredelig vis.

Kl. 19.30 Hvad skal vi mene om Kina?
v/ Mette Holm

Er landet virkelig så farligt, som især USA ønsker, at vi skal tro? Og hvorfor er der flere danske journalister på Taiwan end i Kina til at dække netop Kina-stoffet? Det vil journalist og forfatter, Mette Holm, fortælle om i dette foredrag, der kredser om, hvordan vi får vores nyheder.

Verdens tilstand kræver mere end nogensinde saglig og afbalanceret information – ikke mindst i konfliktlinjen mel5 lem Kina og USA, og netop her får vi herhjemme i høj grad vores oplysninger set gennem taiwanske og amerikanske briller. Mette Holm har som bl.a. journalist og rejseleder beskæftiget sig med Kina i snart 50 år – levet, studeret, arbejdet og rejst dér og i omkringliggende lande siden begyndelsen af 1980´erne. Hun har dækket asiatiske anliggender for de fleste større medier i Danmark og skrevet adskillige bøger om Kina, dets nabolande og menneskerettigheder.

TORSDAG DEN 23. APRIL

Kl. 10.00 Kunstens slagmark i Kina
v/ Mette Holm

At være kunstner i Kina kræver loyalitet og lydighed over for Kommunistpartiet – eller stor opfindsomhed til at omgå censuren og flyve over eller under radaren, hvis man vil skabe kontroversielle eller samfundskritiske værker. Kinesiske kunstneres vilkår skifter med de politiske vinde, og i nyere tid har de haft størst udtryksfrihed i sidste halvdel af 1980´erne. Mao Zedongs krav til kunst og kultur var, at det skulle rette ind og være nyttigt. Rammerne for, hvad kultur skulle udrette og for hvem, var snævre, for kunsten skulle tjene masserne, opdrage, vejlede og uddanne dem – ikke udfordre dem!

Kl. 13.30 Mulighed for Qigong
v/ Jens Havskov

Hvis vejret er til det, vil undervisningen foregå udendørs i højskolens park. Husk løstsiddende tøj og flade sko.

Kl. 15.30 Danmark og Kina som handelspartnere
v/ Casper Wichmann

Danmark og Kina har handlet sammen i mindst 300 år, og Kina er stadig en meget vigtig handelspartner. Men hvordan er det at drive handel i Kina i vore dage? Det vil partner og medstifter af rådgivningsvirksomheden Sinolytica, Casper Wichmann, fortælle om i dette foredrag. Casper har en stor viden om vore dages Kina, senest som Asien-korrespondent for TV2, hvor han rapporterede om geopolitiske og økonomiske udviklinger. I foredraget vil Casper, der også er tidligere vicegeneralsekretær for Danish-Chinese Business Forum, komme ind på de handelspolitiske udfordringer, Kinas indre økonomi og  femårsplanernes betydning.

Kl. 19.30 Kinas musik
v/ Søren Jensen

Hvis man spiller op og ned ad klaveret på de sorte tangenter, lyder det som kinesisk musik, siger vi. Men kinesisk musik er vel mere end det? Hør om den kinesiske musiks udvikling, de forskellige genrer og instrumenter, og hvordan musikken adskiller sig fra vores vestlige musik. Og vi skal også se på den specielle situation i nutiden, hvor mange kinesiske klassiske musikere har tilegnet sig den vestlige musik på et meget højt niveau og nu rejser rundt i verden som feterede solister eller konkurrerer sig ind og får en fast plads i prestigefyldte orkestre.

 

FREDAG DEN 24. APRIL

Kl. 10.00 Kinesisk sprog, kultur og kunst
v/ Lene Sønderby Bech

Hvad kan sproget fortælle os om Kina? Kinesisk er ikke blot et kommunikationsmiddel, men et vindue til kinesisk tænkning, kultur og æstetik. Tag med på en opdagelsesrejse gennem kinesisk – fra det talte sprog til de fascinerende skrifttegn. Vi undersøger sprogets opbygning og ser, hvordan sprogets former og udtryk bruges inden for kunst og kultur. Undervejs får vi indblik i, hvordan kineserne udtrykker verden gennem sproget, og hvordan det samtidig er med til at forme både kultur og samfundsdebat.

Kl. 15.00 Kineserne kommer igen – måske…
v/ Christian Nielsen

På få årtier har Kina udviklet sig til et rigt og moderne samfund. Kineserne har i dag større frihed og rigdom end nogensinde tidligere. Indtil 2020 blev dette afspejlet i en voldsom eksplosion af kinesiske turister, der rejste til udlandet. Også i Danmark var kinesiske turister pludselig den hurtigst voksende gruppe af udenlandske turister, men så kom Covid-19 og lukkede hele verden ned, ikke mindst Kina. Den første bølge af  kinesiske turister i Danmark førte til mange misforståelser og uheldige situationer.

Den lange nedlukning har givet os god tid til at forberede os på, at den næste bølge af kinesiske turister rammer landet. Hvem er kineserne, og hvordan skal vi bedst muligt forberede mødet med dem? Bag de store forandringer er Kina og kineserne stadig præget af årtusindgamle traditioner og ritualer, og dem skal vi kende mere til for at kunne forstå dem og undgå misforståelser. Dette foredrag præsenterer de kinesiske etiketteregler og kommer omkring emner som kinesisk national selvforståelse, forretningsetikette, netværk, kunsten at give og miste ansigt, familiens betydning, og ikke mindst kinesisk madkultur.

Kl. 17.45 Et glas hvidvin i dagligstuen – herefter tre – retters menu og musikalsk underholdning

LØRDAG DEN 25. APRIL

Kl. 08.00 Morgenmad
Kl. 08.45 Morgensamling
Kl. 09.30 Tak for denne gang