08. februar – 13. februar 2027
Kursus nr. 6
Standardpris kr. 6.400,-
VENTELISTE(Ønsker du at komme på venteliste så ring venligst 86 55 89 44)
Gennem skønlitteraturen oplever vi livets og menneskets mangfoldighed. Vi møder et væld af nuancer, særheder og almindeligheder i personskildringerne, miljøerne og samfundene. Ad den vej bliver vi klogere på både andre mennesker og os selv og vores eget liv. Samtidig bliver vi mere tolerante og tilgivende i takt med, at vores indsigt i menneskers liv vokser. Det er sundt for sjælen at glemme sig selv og forsvinde ind i en god romans verden. Derfor skal vi læse og drøfte litteratur, og vi skal møde gode forfattere og foredragsholdere, som læser og fortolker litteratur. VI får også mulighed for at dele gode læseoplevelser med hinanden. Mød bl.a. Dorthe Nors, Jesper Wung-Sung, Lotte Thyrring Andersen og Iben Krogsdal.
MEDVIRKENDE
• Anders Thyrring Andersen, mag.art. i litteraturhistorie
• Hanne Odgaard, pianist
• Andreas Ullum, cand.mag. i litteraturvidenskab og højskolelærer
• Søren Jensen, cand.mag. i musik og historie, højskolelærer
• Anne Green Munk, digter og ph.d i litteraturhistorie
• Lotte Thyrring Andersen, mag.art. i litteraturhistorie
• Dorthe Nors, forfatter
• Jesper Wung-Sung, forfatter
• Helge Teglgaard, cand.mag. i musik, højskolelærer
• Iben Krogsdal, forfatter
• The Akselrators v/ Aksel Nørgaard
KURSUSLEDERE:
Eva Marie Bach og Aage Augustinus

Program
MANDAG DEN 8. FEBRUAR
Kl. 13-14 Ankomst og indkvartering
Kl. 14.45 Intro og præsentation
Kl. 15.30 Lov eller nåde? Kierkegaard-inspirationen i Martin A. Hansens Løgneren
v/ Anders Thyrring Andersen

Martin A. Hansens sidste roman Løgneren (1950) er stadig Gyldendals bedst sælgende danske skønlitterære værk nogen sinde. Men ofte læses og tolkes romanen på en måde, som er langt fra forfatterens intentioner med den. Løgneren er ikke en gammeldags fortælling om ulykkelig kærlighed, men en moderne roman om, at man altid røber sig i den måde, hvorpå man fortæller en historie. Søren Kierkegaard var Martin A. Hansens livslange og helt centrale inspirationskilde. Igennem en skønlitterær gennemspilning af Kierkegaards tænkning viser Løgneren, hvordan en fortæller kan dømme sig selv, men samtidig få sin historie fortalt på en sådan måde, at læseren får muligheden for at tilgive ham.
Kl. 19.30 På krydstogt i Højskolesangbogen – danskernes drømmebog
v/ Hanne Odgaard og Aage Augustinus

Højskolesangbogen har gennem mere end 100 år været den sangbog, der har haft den mest fremtrædende plads i det folkelige landskab. Den har på en måde været det folkelige Danmarks friværdi, som jo er den værdi, der vokser op af den folkelige græsplæne, mens vi sover. Den seneste udgave af Højskolesangbogen, den 19. i rækken, udkom i 2020. Heri er tilstræbt en balance mellem tradition og fornyelse. Der er det mærkelige ved traditionen, at hvis den ikke fornyes, så dør den. Traditionen består først og fremmest i at synge. Fornyelsen i, hvilke sange, man synger.
TIRSDAG DEN 9. FEBRUAR
Kl. 10.00 Hvordan hænger et liv sammen
v/ Aage Augustinus

For den norske forfatter Jan Kjærstad er det vigtigste spørgsmål: Hvordan hænger et liv sammen for det moderne rastløse menneske? Udgangspunktet er Jan Kjærstads seneste roman, ”Valgdage”. På overfladen handler den om fi re venner, som mødes på valgdagen ved seks stortingsvalg, fra 1965 til 2017. Romanen spejler på den måde Norges historie gennem 60 år. Men disse mærkedage giver også anledning til at fortælle om hovedpersonens valg af vej. Som det hedder som en fast rytme gennem romanen: Hvor mange definerende øjeblikke har man? Hvordan forstår vi overhovedet verden? Hvordan bliver et liv til? Vi følger hovedpersonen Einar Z. Olsen, der vokser op i små kår, men sætter sig ét stort livsmål: Han vil være rig. Styrtende rig. Og det skal ske i ubemærkethed. Og han bliver styrtende rig, men uden at få sjælen med sig.
Kl.13.30 Mulighed for gåtur
Kl.15.30 Husk dét at flyve – om den iranske digter Forugh Farrokhzad
v/ Andreas Ullum

Forugh Farrokhzad regnes for en af de mest betydningsfulde, banebrydende og omdiskuterede digtere i Iran. I sin korte levetid var hun med til at forny den stolte persiske poesitradition. Hun vakte opsigt og fremkaldte forargelse, og hun ofrede alt for det, hun troede på. Og så skrev hun poesi så smuk, at alle burde kende den. Gennem en håndfuld af hendes digte giver dette foredrag en introduktion til hendes liv og virke og et indblik i, hvorfor hun ikke blot er den mest elskede digter i Iran, men måske i hele Mellemøsten.
Kl. 19.30 Sangen og Larsen
v/ Søren Jensen

Godhjertet gårdsanger eller småsentimental skolelærer? Da Kim Larsen døde i 2018, var der landesorg i Danmark. Han var elsket og blev af mange opfattet som en slags nationalskjald, der gav os en masse iørefaldende og farverige sange at synge med på. Men hvad var han egentlig for en kunstner, og hvori bestod hans særpræg? Var han en gnaven gavflab eller en godhjertet gårdsanger – eller måske en småsentimental skolelærer? Eller det hele på én gang? Vi vil synge et udvalg af Larsens sange og prøve at placere ham i den danske kultur. Og vi glemmer da heller ikke, at han var med i Danmarks største rockband, Gasolin’, som jo fyldte musikalsk brændstof på os i de oliekriseramte 70’ere …
ONSDAG DEN 10. FEBRUAR
Kl.10.00 Vildmarken
v/ Anne Green Munk

Anne Green Munk fortæller om sine to digtsamlinger, Hvor End Havet Skyller Dig Op (2025), skrevet sammen med den ghanesiske digter Gabriel Awuah Mainoo, og Vildmarken (2026). Begge bøger er blevet
til i forbindelse med forskningsprojekter og rejser og blander viden om Danmarks kolonihistorie og dens sammenhæng med den aktuelle klimakrise med personlige erindringer og filosofi ske betragtninger over vores forhold til vores medmennesker, naturen og nationale tilhørsforhold i en globalt forbundet verden.
Kl. 13.30 Mulighed for gåtur eller sang i ”Den Blå”
v/ Hanne Odgård
Kl. 15.30 Frank Jægers tidlige digte
v/ Lotte Thyrring Andersen

Den 19. juni sidste år ville Frank Jæger være fyldt 100 år. I den anledning genudgav Det danske Sprog- og Litteraturselskab hans tidlige digtsamlinger i ét bind: Dydige digte (1948), Morgenens trompet (1949), De 5 aarstider (1950) og Tyren (1953). Bogens udgiver er seniorforsker Lotte Thyrring Andersen, som er ansat ved Det Kgl. Bibliotek i Aarhus. I foredraget vil hun fortælle om Frank Jægers liv og digtning og vise, hvorledes lys og mørke går hånd i hånd i de mange smukke digte om det lille liv.
Kl. 19.30 Filmforevisning
TORSDAG DEN 11. FEBRUAR
Kl. 10.00 Fra baglandet til det dybe univers: et foredrag om ”Spænd” og litteratur
v/ Dorthe Nors

Med udgangspunkt i romanen ”Spænd” fortæller Dorthe Nors om at arbejde sig ind i astrofysikken og ned i det baglandsdanske landskab samtidigt. En rejse fra de yderste galakser, gennem maskinhuse og ud i kartoffelmarkerne: Hvad det vil sige at være et lille menneske i et ubegribeligt univers, og samtidigt skulle navigere i naboskaber, indforståede sociale koder og kultur, man har glemt. Hvad betyder det at tage vare på andre menneskers børn, og hvordan bliver man sin skæbne værdig? Et foredrag med fortælling, oplæsning og samtale.
Kl. 13.30 Mulighed for sang i ”Den Blå”
v/ Hanne Odgård
Martin A. Hansen i sit arbejdsværelse, Skolevangen 21, Brønshøj. Her blev bl.a. romanerne Jonatans Rejse, Lykkelige Kristoffer og Løgneren skrevet. Pressefoto ca. 1941 Kilde: https://martin-a-hansen.dk
Kl. 15.30 Sandøs Rose
v/ Jesper Wung-Sung

Martin A. Hansens Løgneren (1950) er en af de mest læste danske romaner nogensinde, ligesom den altid figurerer på lister over de bedste bøger fra det forrige århundrede. 76 år senere har Jesper Wung-Sung i romanen Sandøs rose givet ordet til Annemari Høst, den unge købmandsdatter, som hovedpersonen fra Martin A. Hansens roman, Johannes Vig, forelsker sig i. Jesper Wung-Sung vil fortælle om arbejdet med og læse op fra Sandøs rose, men også om hvorfor og hvordan Løgneren har fulgt ham, siden han var 16 år.
Kl. 19.30 Hurra for Halfdan
v/ Helge Teglgaard

”Jeg skriver sjove digte, jeg skriver osse triste, de første læser andre folk, selv læser jeg de sidste”. Halfdans poesi er en gave til os alle: han leverer sproglig fantasi til at modstå mørket og bevare en barnlig tro på livet. Vi hører historien, reciterer rimene og lytter til sangene – både de sjove og de alvorlige.
FREDAG DEN 12. FEBRUAR
Kl. 10.00 Det utrolige – om at skrive livet dybere
v/ Iben Krogsdal

I sin bog ”Det utrolige”, der udkom i 2024, fortæller forfatter og salmedigter Iben Krogsdal om sin egen tro og sit forfatterskab set i lyset af denne tro. Hun opdagede som cirka 8-årig et helt nyt sprog – salmesproget – og hun begyndte som 13-årig at skrive salmer. Men først efter mere end tyve år turde hun vise dem til andre. Ud fra sin bog vil Iben Krogsdal fortælle om tro som det utrolige i livet. Ifølge hende er vi i dag tæt på at miste livets utrolighedsdimension. Men vi har mere end nogensinde brug for netop den. Så hvordan bringer vi den til live? Og kan man synge sig kristen? Undervejs i foredraget synger vi om dét at være både stor og lille som menneske.
Kl.13.30 Mulighed for gåtur
Kl. 15.30 Litterær café
v/ Eva Marie Bach

Denne aften åbner vi mulighed for, at du som kursist kan præsentere og anbefale en bog, som du synes er særlig god og vigtig for andre at læse. Forbered dig på ca. 5 minutters præsentation, så kan mange få del i hinandens glæde ved at læse gode romaner, digte eller anden litteratur.
Kl. 18.00 Et glas hvidvin i dagligstuen efterfulgt af afslutningsmiddag. Derefter musikalsk underholdning v/ The Akselerators.

LØRDAG DEN 13. FEBRUAR
Kl. 08.00 Morgenmad
Kl. 08.45 Morgensamling
Kl. 09.30 Tak for denne gang
