28. december 2026 – 02. januar 2027

Kursus nr. 53

Standardpris kr. 7.250,-

VENTELISTE
(Ønsker du at komme på venteliste så ring venligst 86 55 89 44)

Sammen vil vi fejre årets allersidste dage og følges ad ind i 2027. Kom med på et dejligt højskolekursus med fællessang og foredrag – i varmt selskab med andre seniorer.

Selve nytårsaften fejres naturligvis med kongens nytårstale, lækker nytårsmiddag, 90 års fødselsdag, champagne og festligt samvær.

MEDVIRKENDE
• Aage Augustinus, tidl. præst og højskoleforstander
• Eva Marie Bach, tidl. højskoleforstander
• Helge Teglgård, musiker og højskolelærer
• Jannie Mikkelsen, psykolog
• Kirstine Dahl, foredragsholder, forfatter og sejler
• Linn Trentel Busch, højskolelærer, ergoterapeut
• Minako Jensen og Heine Skov Jensen, pianister
• René Vase, tekstforfatter
• Søren Jensen, musiker, cand.mag. dansk og historie
• Søren Schelling, cand.mag., sanger og operaformidler

KURSUSLEDERE: 
Helle Bak Holvad og Carsten Holvad

 

 

Program

 

 

MANDAG DEN 28. DECEMBER

Kl. 13-14 Ankomst og indkvartering – Kaffe, te og boller

Kl. 14.45 Præsentation og intro til kurset

Kl. 15.30 Højskole – ”livsoplysning i praksis” v/ Carsten Holvad

Med Grundtvig ved roret kigger vi ind i ”Skole for livet”. Værdier, historier og anekdoter om og fra højskolelivet.

Kl. 19.30 Sange fra Matador v/ Søren Jensen

 

TIRSDAG DEN 29. DECEMBER

Kl. 09.00 Morgensamling v/ Helle Bak Holvad

Kl. 10.00 Den magiske musik v/ Jannie Mikkelsen

Hvad er det, der er med den musik? Musik findes i alle kulturer og har eksisteret lige så længe som mennesket. Vi omgiver os med musik i vores hverdag og lader den akkompagnere de allerstørste øjeblikke i vores liv. Men hvorfor egentlig? Er musik bare baggrundsstøj, eller er der mon mere på spil? “Den magiske musik” er en guidet rundtur i den musikpsykologiske verden og et indblik i de nøglefunktioner, som musikken har for mennesket og for de fællesskaber, vi indgår i. Musik er i stand til at påvirke både vores biologiske, psykologiske og sociale tilstande. Så hvordan kan vi mon bedst udnytte musikkens effekter i vores eget liv?

Kl. 13.30 Mulighed for gåtur eller Blid yoga og afspænding v/ Helle Bak Holvad

Kl. 15.30 På rejse i Stillehavet v/ Kirstine Dahl

Kirstine og Kaare levede et helt almindeligt liv, da de i en ganske moden alder blev tændt af en ild, sprang ud af hamsterhjulet og begav sig alene ud på oceanerne – stik imod al sund fornuft. Målet var Pitcairn i Stillehavet. De blev mødt med dyb undren, fordi hvordan kunne det lade sig gøre at tage en pause midt i livet? Og hvordan ville de lykkes? Det beretter Kirstine Dahl om i dette spændende foredrag.

Kl. 19.30 Øjeblikke i en verden af opera v/ Søren Schelling

Hvis der er noget, operaens verden er rig på, så er det store øjeblikke. Hvilke, der er de største, afhænger af øjnene, der ser, og ørerne, der hører. Søren Schelling vil give sit bud i form af en udsøgt buket af operaøjeblikke fremført live til eget klaverakkompagnement, kædet sammen af små fortællinger fra operaens verden.

 

ONSDAG DEN 30. DECEMBER

Kl. 09.00 Morgensamling

Kl. 10.00 Bevæg dig – bevar dig Danmark v/ Linn Trentel Busch

Hvordan har den danske bevægelseskultur formet sig – og formet os? I dette foredrag ser vi på udviklingen fra dengang idræt blev organiseret og blev en del af vores fælles kultur- og foreningsliv, til modebølger, tendenser og nytænkning op igennem tiden og frem til i dag, hvor helt andre krav, vilkår og interesser gør sig gældende. Hvordan står det til med den frivillige foreningskultur? Er fællesskabet og foreningslivet truet? Hvordan formår og forstår vi at nytænke bevægelse, hvis vi fortsat ønsker bevægelse som en del af den danske rygrad?

Kl. 13.30 Mulighed for at lave kreapynt til nytårsaften eller en gåtur eller Sans v/ Linn Trentel Busch

Kl. 15.30 Sku’ det nu være sjovt? v/ René Vase

Om humor fra Storm P til Ulf P. Hvad griner vi af? Forandrer humor sig med tiden? Og kan man egentlig grine af alt? René Vase, forfatter til teater, comedy og revy i mere end 30 år, indbyder til et underholdende foredrag om humor, baseret på ganske lidt teori – men en frygtelig masse praktisk erfaring.

Kl. 19.30 4-hændig klaverkoncert v/ Minako Jensen og Heine Skov Jensen

 

TORSDAG DEN 31. DECEMBER

Kl. 09.00 Morgensamling v/ Eva Marie Bach

Kl. 10.00 ”Den poetiske klovn” – Om Benny Andersen og de stille glæder v/ Aage Augustinus

Benny Andersen var uden tvivl den mest folkekære af de danske digtere. Han var en slags moderne Ingemann, der skrev sig lige ind i folks hjerter. Hvad er det, der får os til at føle os i godt selskab med ham? Hvad er det, Benny Andersen formidler, når vi forbinder ham med én, der vækker glæde og giver os smil på læben? Vi skal stifte bekendtskab med hans livssyn, lytte til hans digte og selvfølgelig synge hans sange.

Kl. 13.30 Øve lancier

Kl. 15.30 Borddækning el. mulighed for gåtur

Kl. 18.00 Kongens nytårstale

Kl. 18.30 Nytårsmiddag og en festlig aften

 

 

FREDAG DEN 1. JANUAR

Kl. 09.30 Brunch

Kl. 10.30 Mulighed for gåtur

Kl. 11.30 Mellem frygt og håb v/ Helle Bak Holvad

Det er let at blive skræmt, når vi ser og lytter til nyheder på diverse medier. Og der ER meget at være bange og bekymret for i fremtiden. Så hvordan og hvor finder vi håb? Hvad er håb egentlig, og hvilken vigtig opgave har vi som seniorer i forhold til at indgyde håb til de næste generationer?

Kl. 13.00 Boller m. pålæg og ost

Kl. 13.45 Nytårstale og debat v/ Carsten Holvad

Kl. 15.30 Sange om havet v/ Helge Teglgård

”Vem kan segla foruten vind, en sømand har sin enegang, Havet omkring Danmark, Over havet under himlen… Listen af sange om havet er uendelig: det vand, der umiddelbart omgiver os, det verdenshav, som kalder og lokker med både eventyr og forlis, myter om sirener og havfruer, om stærke stolte søfolk, om udvandringen til den nye verden – eller havet som symbol for længsel og det ubevidste. Vi tager et godt greb i vores egen sangbog og i andre samlinger af shanties og popsange, vi står til søs, sætter sejl og synger os ud på bølgen blå.”

Kl. 18.00 Statsministerens nytårstale

Kl. 18.30 Aftensmad

Kl. 19.30 Fællessang og ønskekoncert v/ Søren Jensen

 

LØRDAG DEN 2. JANUAR

Kl. 08.45 Morgensamling og derefter afrejse