06. – 11. september 2027
Kursus nr. 36
Standardpris kr. 6.050,-
Mange husker måske Gotha Andersens spørgsmål fra 70’ernes ungdoms-tv: “Og hvad kan vi så lære af det?”. Det var ironisk ment, men det er slet ikke så tosset – og stadig relevant! Kan vi lære noget af historien, videnskaben, vores egne erfaringer, kunst og litteratur – og bruge den indsigt til at forstå nutiden og forme fremtiden? På dette kursus undersøger vi, hvad fag som astrofysik, historie, psykologi, kunst og religion samt menneskers mere eller mindre dramatiske oplevelser kan lære os om verden og os selv. Og måske får vi også lejlighed til at udfordre vores egne holdninger og meninger.
Samtidig ser vi på, hvordan livets oplevelser – både succeser og udfordringer – kan blive til ny indsigt, når vi tager os tid til at reflektere. Gennem inspirerende oplæg, dialog og samtaler i bedste højskoleånd udforsker vi, hvordan erfaring og viden kan give nye perspektiver og åbne nye muligheder. Kom og vær med til en uge, der minder os om, at læring ikke stopper med alderen – tværtimod. Hver erfaring rummer et frø til ny forståelse! Mød bl.a. astrofysiker og rumekspert Christina Toldbo, cand.psych. Anne Scharling Rasmussen og fotojournalist Daniel Rye, der blev holdt fanget i 398 dage af Islamisk Stat i Syrien!
Kursusledere: Linn Trentel Busch og Søren Jensen

