29. juni – 4. juli 2026
Kursus nr. 27
KUN DOBBELT-VÆRELSER ER LEDIGE(Ønsker du at komme på venteliste til enkeltværelse så ring venligst 86 55 89 44)
Standardpris kr. 5.850,-
En aktiv uge med frisk havluft i lungerne, saltvand i håret og glæde i kroppen på dette højskolekursus, hvor vi kombinerer bevægelse og udendørsaktiviteter med tankevækkende foredrag, spændende samtaler og dejlig fællessang.
Vi skal prøve kræfter med klassisk gymnastik, styrketræning og naturtræning, og vi skal på strandvandring og dyrke yoga på stranden. Træningen er skånsom men effektiv – og styrker muskler, balance og smidighed.
I nogle af modulerne vil I være opdelt på to hold efter fysisk formåen. Midt på ugen tager vi på en skøn heldagstur til Søhøjlandet, hvor vi vandrer og nyder naturen sammen. Så glæd dig til en uge med vitaminer til både krop og sjæl i fællesskab med andre aktive seniorer.
For at få mest ud af kurset bør du kunne deltage aktivt i let til moderat fysisk træning.
MEDVIRKENDE
• Lars Næsby Hviid Lektor, Ph.d., seniorforsker ved institut for folkesundhed ved Aarhus Universitet
• Søren Jensen, højskolelærer og musiker
• Mads Christoffersen. havbiolog og chefbiolog i Tænketanken Hav
• Eva Marie Bach. tidl. højskoleforstander
• Aage Augustinus, præst og tidl. højskoleforstander
• Anne W. Ravn, klinisk diætist og foredragsholder
• Søren Schelling, cand.mag., sanger og operaformidler
• The Butterfly Boys
• Folkbandet MOLDE
UDFLUGTER
Heldagsudflugt til Søhøjlandet
KURSUSLEDERE
Linn Trentel Busch og Helge Teglgård

Program
MANDAG DEN 29. JUNI
Kl. 13-14 Ankomst og indkvartering – Kaffe, te og boller
Kl. 14.45 Præsentation og intro til kurset
Kl. 16.15 Velkommen til havet og i det grønne
v/ Linn T. Busch og Helge Teglgård
En kombination af en gåtur i lokalområdet omkring Højskolen samt en smagsprøve på Naturtræning (vi deler gruppen i to og bytter halvvejs) Kl. 19.30 Swingende højskolesang v/ Helge Teglgård
TIRSDAG DEN 30. JUNI
Kl. 10.00 Træning som medicin
v/ Lars Næsby Hvid

Lars forsker i aldring og det at holde sig aktiv ved institut for folkesundhed på Aarhus Universitet. I foredraget fortæller han om træning som medicin og de resultater, han bl.a. har fundet ift. mennesker med Scelerose og Parkinsons sygdom.
Kl. 13.30 Mulighed for gåtur eller SANS
v/ Linn T. Busch

Sans er en fusion af sang og dans. Vi lærer små lette koreografi er til musik, som du helt sikkert kender og kan synge med på. Vi laver bodypercussion og synger selv kanonsange. Vi skal lytte aktivt og lade kroppen følge musikkens rytmer og stemninger.
Kl. 15.30 Den glade vandrer
v/ Søren Jensen

I de senere år er flere og flere begyndt at vandre. Det var især under coronaepidemiens isolation, at mange fandt ud af, at vandring ikke bare var god motion, men også en lejlighed til at få tankerne på plads og til at møde nye mennesker. Og man bliver glad af at vandre! Det gør man også af at synge, og vi skal i dette foredrag leve os ind i vandringens velsignelser og særpræg ved at synge en række sange, der handler om vandring. En broget blanding af sange – og mange af dem kan synges på vandreturen, hvis man har lyst til det…
Kl. 19.30 Koncert med MOLDE

MOLDE er et folkband, der skiller sig ud. Med sine akustiske strengeinstrumenter, bluegrass inspirerede toner og poetiske dansker tekster, lyder MOLDE som Alison Krauss, der møder Alberte. Teksterne kredser om klimaet, naturen og hverdagslivets sanselighed – med såvel den skønhed og de kriser det hele indeholder. MOLDE har i august ’25 udgivet debutalbummet Jorden Kalder, – et bluegrass og folk inspireret værk, der sitrer af liv og længsel, og hvor flere af numrene allerede er blevet spillet på både DR P5 og i udlandet og fået flotte anmeldelser.
ONSDAG DEN 1. JULI
Kl. 09.00 Heldagsudflugt til Søhøjlandet
v/ Linn T. Busch og Helge Teglgård

Udflugt ud i Søhøjlandet: Den Genfundne Bro og vandretur langs naturstien ved Gudenåen ca. 6 km. Fortællinger og sange undervejs.
Kl. 19.30 Operaøjeblikke v/ Søren Schelling

Hvis der er noget operaens verden er rig på, så er det store øjeblikke – hvilke der er de største, afhænger af øjnene, der ser, og ørerne, der hører. Sanger, forfatter og operaformidler Søren Schelling vil give sit bud i form af en udsøgt buket af operaøjeblikke fremført live til eget klaverakkompagnement. Musikken bliver kædet sammen af små fortællinger fra operaens verden, der tilsammen skaber en stemningsfuld æstetisk helhed.
TORSDAG DEN 2. JULI 2026
Kl. 10.00 Livet under overfladen – havets skjulte verden og kampen for at få den tilbage
v/ Mads Christoffersen

Mads Christoffersen er havbiolog og chefbiolog i Tænketanken Hav, hvor han arbejder for at genoprette livet i de danske farvande. Han er en af landets mest brugte stemmer, når medierne skal forklare, hvad der sker under havets overflade – og hvorfor vores havmiljø er i krise. Med levende fortællinger, billeder og erfaringer fra mange år i tæt kontakt med havet tager Mads os med ned i havets skjulte verden: fra tangskove og ålegræsenge til fisk, stenrev og bunddyr. Men vi kommer også tæt på de steder, hvor havet har det rigtig dårligt – med iltsvind og meget lidt liv. Han viser, hvordan havet kan komme sig, hvis vi giver det ro, og hvorfor effektiv beskyttelse kræver tid, handling og reel omstilling – ikke kun flotte taler og streger på et søkort.
Kl. 13.30 Mulighed for gåtur m. sang v/ Helge Teglgård
Vi går en dejlig tur i området omkring højskolen og stopper op undervejs og synger sammen skønne sange om naturen, sommeren og fællesskab.
Kl. 15.30 Yoga på stranden v/ Linn T. Bush
Med udsigt over Kattegat skal hele kroppen strækkes, mærkes og styrkes i rolige bevægelser i takt med gode dybe vejrtrækninger.
Kl. 19.30 Sange om havet
v/ Helge Teglgård

Vem kan segla foruten vind, en sømand har sin enegang, Havet omkring Danmark, Over havet under himlen… Listen af sange om havet er uendelig: det vand, der umiddelbart omgiver os, det verdenshav, som kalder og lokker med både eventyr og forlis, myter om sirener og havfruer, om stærke stolte søfolk, om udvandringen til den nye verden – eller havet som symbol for længsel og det ubevidste. Vi tager et godt greb i vores egen sangbog og i andre samlinger af shanties og popsange, vi står til søs, sætter sejl og synger os ud på bølgen blå.
FREDAG DEN 3. JULI
Kl. 10.00 Et jævnt og muntert virksomt liv – Grundtvig og livsglæden
v/ Aage Augustinus

Livet er i egentligste forstand uoverskueligt. Alligevel må vi se at komme til rette med det, så det bliver til glæde for én selv og for andre. At det skal være til glæde, står for Grundtvig fast. Vi vil følge Grundtvigs liv frem til gennembruddet, hvor livets grundstemning for ham ubetinget bliver glæden – glæden ved at være til. Livets grundstemning er glæden, og den skal man arbejde på. Grundtvig kalder det ligefrem ”dødbideri”, når vi henfalder til sortsyn over dagens muligheder. Vi bider døden i utide, når vi ikke tager glæden på os. Grundtvig så det som sin livsopgave at fremme og vække lysten til at leve og tilsvarende bekæmpe dét, der til alle tider vil true med at kvæle denne lyst.
Kl. 13.30 ”Få smag for havet”
v/ Anne W. Ravn

Et inspirerende foredrag om, hvordan mad fra havet kan blive en del af en sund og klimavenlig kost. Vi dykker ned emner som næringsstoffer, nydelse, madkultur, balance, tilskud, og får tips og tricks til at få de bedste smage og sundeste råvare ind i din hverdag.
Kl. 15.30 Power & Puls i Parken
v/ Linn T. Busch
Vi skal have en omgang god motion bestående af styrketræning og kredsløbstræning bygget op i flere træningsstationer rundt omkring i parken ned til havet.
Kl. 18.00 Et glas hvidvin i dagligstuen – herefter tre-retters festmiddag og dans! v/ Butterfly Trio

LØRDAG DEN 4. JULI
Kl. 08.00 Morgenmad
Kl. 08.45 Morgensamling
Kl. 09.30 Tak for denne gang
