31. august – 05. september 2026
Kursus nr. 36C
Standardpris kr. 5.850,-
VENTELISTE(Ønsker du at komme på venteliste så ring venligst 86 55 89 44)
Vi skal danse, grine, træne, lege med hjernefitness, synge af hjertens lyst og blive klogere på ægte bevægeglæde. Glæd dig til inspirerende oplæg om sundhed, livskraft og livsmod bl.a. med cand.mag.pæd. og jordomsejler Kirstine Dahl – og tag hjem med ny viden og konkrete idéer til, hvordan du kan styrketræne kroppen med glæde og mening hele livet igennem.
Vi bevæger os også ud i den skønne natur – en kilde til ro, nærvær og ny energi. Hjemme nyder vi måltider, foredrag og højskolestemning med ugens øvrige kurser.
Heldagstur til Tunø med smuk natur og bevægelse samt mulighed for at følge vandreholdet.
MEDVIRKENDE
• Søren Boy Skjold, journalist og forfatter
• Søren Jensen, højskolelærer og musiker
• Aage Augustinus, tidl. højskoleforstander og præst
• Kirstine Dahl, foredragsholder, forf., sejler, cand.mag.pæd., Master i Organisatorisk Coaching og Læring
• Tobias Wang, ph.d. og prof. Bioscience på AAU
• Carsten Holvad, højskoleforstander
• Helge Teglgård, højskolelærer og musiker
• Helle Bak Holvad, højskoleforstander
• Louise Brandstrup, journalist, tidl. højskolelærer
KURSUSLEDER: Linn Trentel Busch

Program
MANDAG DEN 31. AUGUST
Kl. 13-14 Ankomst og indkvartering Kaffe, te og boller
Kl. 14.45 Præsentation og intro til kurset
Kl. 16.15 Træning med og på redondobolde
v/ Linn Trentel Busch

Hvor mange aktiviteter kan der egentlig være, når vi arbejder med den lille bløde redondobold? Det finder vi ud af i dette modul, hvor vi skal lade os inspirere og udfordre af en bold. Vi skal bl.a. lave styrketræning på og med bolden. Vi skal spille og lave diverse boldlege og vi skal have pulsen op samt træne balancen. Alt sammen med bolden som vores rekvisit. Den lille bold med den store effekt.
Kl. 19.45 Fællessang fra højskolesangbogen v/ Søren Jensen

TIRSDAG DEN 01. SEPTEMBER
Kl. 10.00 Udvikling af mod v/ Kirstine Dahl

Et personligt og levnede foredrag hvor Kirstine Dahl retter opmærksomheden mod de pædagogisk psykologiske forhold, der har indflydelse på individets mod og modets styrke. Hun vil med afsæt i sit fag og personlige erfaringer fra en jordomsejling sammen med sin mand give et bud på et overblik over og indsigt i modets DNA.
Kl. 13.15 Velkommen i det grønne
v/ Linn T. Busch

“Hvorfor sidde inde, når alt håb er ude!” Vi rykker ud og sammen nyder og anvender naturen som den perfekte ramme for at træne krop, hjerte og hjerne. I uderummet kan vi bevæge os, være nysgerrige og opleve naturen på en ny måde. Vi åbner for sanserne og fællesskabet og bruger terræn, omgivelser og diverse naturting til at stimulere krop, hjerne og hjerte. Kom med ud i naturen og ind i livet.
Kl. 15.30 Hatha yoga v/ Linn Trentel Busch
Blid yoga for krop og sind, hvor vi sammen får alle kroppens led bevæget godt igennem. Modulet er inspireret af Hatha yoga som betyder ‘ha’ (sol) og ‘tha’ (måne) hvilket symboliserer de modsatrettede energier. Vi skal således både være kraftfulde og eftergivende. Vi arbejder desuden med balance og åndedræt og visualisering for at skabe ro og nærvær. Vi slutter med en dejlig afspænding.
Kl. 19.30 Om giraffer, slanger, antiloper – og helt almindelige menneskers sundhed
v/ Tobias Wang

Hvordan kan oryx-antiloper klare de ekstremt høje temperaturer i den arabiske ørken uden at drikke vand? Hvordan kan slanger fortære et måltid på størrelse med dem selv, og hvordan lever giraffen med verdens højeste blodtryk? Det er blot nogle af de mærkværdige egenskaber, der bliver vendt, når professor Tobias Wang fra Aarhus Universitet holder sit foredrag. Han forsker i dyrenes fysiologi og interesserer sig for, hvordan dyr kan trives i ekstreme miljøer, og måske endnu mere interessant – hvordan denne viden kan være med til at forbedre forståelsen af vores egne sygdomme.
ONSDAG DEN 02. SEPTEMBER
Kl. 08.00 Heldagstur til Tunø
v/ Linn Trentel Busch

Vi sejler 1 time fra Hou til smukke Tunø. Den lange tur på ca. 7 km går gennem varieret terræn i den nordvestlige del af øen. Frokosten spiser vi ved havnen. Så går vi en kortere tur omkring den sydøstlige del af øen, før vi drikker kaffe og sejler tilbage til Hou kl. 15.45. Kl. 18.00 Aftensmad på højskolen
Kl. 19.30 Om erindringer
v/ Søren Boy Skjold

Politikeren Pia Kjærsgaard er blot en af mange kendte mennesker, der har udgivet sine erindringer. Foredraget viser eksempler på forskellige typer af erindringer fra danskere, vi kender. Måske opdager du, at du også har en god historie at fortælle til dine efterkommere?
TORSDAG DEN 03. SEPTEMBER
Kl. 10.00 Glæden ved at være til
v/ Aage Augustinus

Et litterært/livsfilosofisk foredrag, der vil forsøge at indkredse glæden. Det er i virkeligheden ikke så let med glæden: Nutidens tankegang gør, at talen om de gode ting er svær, mens talen om elendighed tilsyneladende falder os let. Glæden er blevet overladt til børn, spejdere, tumper og naturfolk. Det er nærmest som om, man skal være dum for at være glad og naiv. Eller som Mark Twain lader en person sige: ”Er du glad i dag, er dit eget problem, der er nok at være ked af”.
Kl. 13.15 SANS
v/ Linn Trentel Busch

Sans er en skøn fusion af sang og dans. Vi spiller musik du kender og kan synge med på, imens vi lærer små koreografi er der udfordrer motorik og hjerne. Vi laver bodypercussion og synger, så vi mærker, at vi lever, både i kanon og acappella. Musikken kan både spille op til en jive, linedance og vals, så tag aktivt bevægetøj på.
Kl. 15.30 Hjernetræning
v/ Linn Trentel Busch

Hjernen er kommandocentralen for al aktivitet, læring, hukommelse og regulering af tanker, følelser og sansning. Men kan vi træne hjernen og dermed holde den frisk? Og hvordan foregår det i praksis? Til smart træning laver vi motoriske øvelser samtidig med, at vi stimulerer sanserne og giver kognitive udfordrende opgaver. For når vi øve os på sådanne komplekse færdigheder danner vi nye hjerneforbindelser, og det er hemmeligheden bag hjernetræning. Dog er det vigtig, at vi har det sjovt, imens vi bliver udfordret, så til smart træning bliver smilebåndet også rørt. Vi arbejder med farver, tal, bogstaver og meget andet.
Kl. 19.30 Koncert med Niels Erichsen Trio
FREDAG DEN 04. SEPTEMBER
Kl. 10.00 Folkedans
v/ Helle Bak Holvad

Vi danser gamle og nye folkedanse til gammel og ny musik., Kræver ingen forudsætninger, blot godt humør.
Kl. 11.00 Pilates v/ Louise Brandstrup
Kl. 12.30 Frokost
Kl. 15.30 Sundhedsstyrelsens anbefalinger for seniorer 65+ og begrebet bevægglæde v/ Linn Trentel Busch
På denne formiddag får kroppen en lille pause. Vi skal have inputs til det gode liv. Hvad ved vi om, hvad der sker med kroppen som tiden går, og hvordan lyder det seneste anbefalinger fra sundhedsstyrelsen både vedrørende kost, alkohol, rygning, men også knogleskørhed, kognition, ensomhed og motion. Den bedste motion, må jo være den, du får dyrket! Men hvordan finder du ind til din ægte bevægeglæde, som sikrer høj motivation og bæredygtighed. Hør om de 4 glædestyper og lad os sammen reflektere over, hvad der skaber motivation og ægte bevægeglæde.
Kl. 18.00 Et glas hvidvin i dagligstuen – herefter treretters menu med musikalsk underholdning ved The Butterfly Boys.

LØRDAG DEN 05. SEPTEMBER
Kl. 08.00 Morgenmad
Kl. 08.45 Morgensamling
v/ Helge Teglgård og Linn T. Busch
Kl. 09.30 Tak for denne gang
