24. – 29. august 2026

Kursus nr. 35

Standardpris kr. 5.950,-

KUN DOBBELT-VÆRELSER ER LEDIGE
(Ønsker du at komme på venteliste til enkeltværelse så ring venligst 86 55 89 44)

Vores land og vores liv er bogstaveligt talt formet af havet. Danmark har 8.750 km kystlinje og har, trods landets lidenhed, en position som den 9. største søfartsnation i verden. Vores velfærd og vores historie er i høj grad knyttet til det hav, som både forbinder os med og adskiller os fra andre riger og lande. Ingen i landet bor mere end 52 km fra den nærmeste kyst – og alle vil bo med havudsigt.

For at forstå os selv og vores historie vil vi i denne uge dykke ned i alt det, havet repræsenterer: De mytologiske togter over vand og den endeløse række af sange og musik, som beskriver havet. Vi vil høre om livet på de øer, der ligger spredt i vores farvande, opsøge nogle af dem, der aktivt arbejder på at forbedre vores havmiljø, og naturligvis udnytte skolens enestående placering i havkanten til at hoppe i vandet, hvis du har lyst. Velkommen ombord!

Mød bl.a. skipper på Togtet på DR, Karin Steen Steffensen, besætningen på Row for Change, som ror i åben båd over Atlanten og chefbiolog i Tænketanken Hav, Mads Christoffersen samt professor, ph.d. i biologi og tidl. medlem af Klimarådet, Katherine Richardson.

KURSUSLEDERE
• Mads Christoffersen, chefbiolog i Tænketanken Hav
• Anders Ravn, Sørensen, lektor og ph.d., CBS.
• Kenni Hansen, salgsdirektør, tidl. elitecykelrytter
• Minako Jensen og Heine Skov Jensen, koncertpianister
• Frits Ahlefeldt-Laurvig, journalist og kunstner
• Karin Steen Steffensen, skipper og højskolelærer
• Rasmus Mogensen, højskolelærer og organist
• Søren Boy Skjold, journalist og forfatter
• Katherine Richardson, professor, ph.d. i biologisk oceanografi og tidligere medlem af Klimarådet
• Foreningen Svanegrunden
• Peder Frederik Jensen, forfatter og bådebygger

KURSUSLEDERE
Helle Bak Holvad og Helge Teglgård

 

Program

 

 

MANDAG DEN 24. AUGUST

Kl. 13-14 Ankomst og indkvartering – Kaffe, te og boller

Kl. 14.45 Præsentation og intro til kurset

Kl. 16.00 Livet under overfladen – havets skjulte verden og kampen for at få den tilbage
v/ Mads Christoffersen

Mads Christoffersen er havbiolog og ansat som chefbiolog i Tænketanken Hav, hvor han arbejder for at genoprette livet i de danske farvande. I sit arbejde beskæftiger han sig med de problemer, vi mennesker har  skabt i havet, og med de muligheder, der stadig findes for at vende udviklingen. Med en solid baggrund i havforskning og mange års tæt kontakt med livet i havet tager Mads deltagerne med ned i den skjulte verden under overfladen. Gennem fortællinger, billeder og personlige erfaringer møder vi alt fra tangskove og ålegræsenge til fisk og stenrev. Men vi ser også de steder, hvor livet er forsvundet, hvor iltsvind og menneskelige indgreb har efterladt havbunden næsten tom. Foredraget giver indblik i både havets sårbarhed og dets overraskende evne til at komme sig, når det får ro.

Kl. 19.30 Sange om havet v/ Helge Teglgård

Vem kan segla foruten vind, en sømand har sin enegang,  Havet omkring Danmark, Over havet under himlen… Listen af sange om havet er uendelig: det vand, der umiddelbart omgiver os, det verdenshav, som kalder og lokker med både eventyr og forlis, myter om sirener og havfruer, om stærke stolte søfolk, om udvandringen til den nye verden – eller havet som symbol for længsel og det ubevidste. Vi tager et godt greb i vores egen sangbog og i andre samlinger af shanties og popsange, vi står til søs, sætter sejl og synger os ud på bølgen blå.

 

TIRSDAG DEN 25. AUGUST

Kl. 10.00 Danmark som søfartsnation
v/ Anders Ravn Sørensen

I foredraget fortæller Anders Ravn Sørensen om Danmark som søfartsnation, og hvordan søfarten har sat et kulturelt og identitetsmæssigt aftryk på danskerne gennem de sidste 250 år. Vi ser på søfarten og havet i litteraturen, i malerier, i sange og film, og undersøger hvordan fortællingerne om Danmark som søfartsnationen har ændret sig gennem tiden – og hvordan fortællingerne til stadighed har formet dansk selvforståelse.

Kl. 13.30 Mulighed for gåtur

Kl. 15.30 Row for change v/ Kenni Hansen

Fire mænd ror i december 2025 5.000 km over Atlanterhavet for at sætte fokus på unges mentale sundhed. Mandskabets deltagelse i World’s Toughest Row er ikke bare et fysisk rekordforsøg, men et symbol på mod og udholdenhed – for holdet selv og for de unge, der hver dag kæmper med psykiske udfordringer. Med hvert åretag samler de fi re roere støtte ind til Psykiatrifonden og håber at inspirere andre til at turde række ud. Det her handler om meget mere end at krydse et ocean – det handler om at gøre en forskel.

Kl. 19.30 Aftenarrangement

 

ONSDAG DEN 26. AUGUST

Kl. 9.00 Havhaver og naturgenopretning
v/ Foreningen Svanegrund

Vi skal helt tæt på det kystnære liv, når vi besøger foreningen Svanegrund, som på frivillig basis har etableret en naturpark i området fra Horsens Fjord til Århus Bugt. Målet er at gøre os alle mere nysgerrige på det  hav, som er lige uden for vores dør, og at oprette regenerativt havbrug til gavn for havmiljøet. Det har sat en række private og kommunale aktører i spil, og den store ihærdighed og aktivisme har senest resulteret i betragtelige donationer fra både A.P.Møller-fonden og Havnaturfonden. Vi får et oplæg om foreningens arbejde, og vi skal også opleve projektet i praksis, og vi bliver klogere på smag og konsistens i madvarer fra havet.

Kl. 15.00 ”Ocean – with David Attenborough”

Vi har lejet den lokale biograf for at få den bedst mulige oplevelse af den spektakulære og meget smukke film ”Ocen” om livet i de store have. Det er samtidig et filmisk møde med David Attenborough, en brændende passioneret, 99-årig formidler af viden om naturen og menneskets placering i den store helhed. Filmen rummer dystre sandheder om vores omgang med naturressourcerne, men er først og sidst båret af Attenboroughs ukuelige håb om, at handling nytter.

Kl. 19.30 Ø-litteratur – frihed og forbandelse
v/ Søren Boy Skjold

Løgneren af Martin A. Hansen, Ræveår af Anne Lise Marstrand Jørgensen, Merete Pryds Helles Folkets skønhed og Thomas Bobergs Insula. Mange forfattere har flyttet tilværelsens almene konflikter og  kærlighedshistorier ud til øer, der så bliver et spejlbillede af hele verden. I foredraget skal vi høre eksempler, få inspiration og prøve at forstå, hvilken betydning mindre ø-samfund har i dansk litteraturhistorie – i nutiden og i fortiden.

TORSDAG DEN 27. AUGUST

Kl. 10.00 Rans vilje v/ Peder Frederik Jensen

Peder Frederik Jensen taler med udgangspunkt i sin seneste roman, »Rans Vilje«, om flodbølgen, der ramte Syddanmark i 1872. Hvordan hænger historien om flodbølgen sammen med vores tids sociale, geografi ske og naturmæssige problemer? Et foredrag om det enkelte menneskes skæbne og om naturen, vi forsøger at leve i.

Kl. 13.30 Mulighed for fysisk aktivitet

Kl. 15.30 Når havets motor går i stå – en ny virkelighed for Norden
v/ Katherine Richardson

Hvad betyder det for Danmark og Norden, hvis de havstrømme, som i dag er med til at sikre os et mildt klima, ændrer kurs? Kan vi risikere isnende vintre og glohede somre – og et samfund, der må gentænke alt fra landbrug til infrastruktur? Med afsæt i den nyeste forskning – blandt andet om risikoen for svækkelse eller kollaps af de store atlantiske havstrømme (AMOC) – vil professor, ph.d. i biologisk oceanografi og tidligere medlem af Klimarådet, Katherine Richardson, forklare om de såkaldte tipping points, og om hvad der sker, når vi presser Jordens systemer for langt. Hun vil også belyse, hvorfor fremtidens teknologiske fi x ikke kan stå alene, men at vi er nødt til at ændre vores adfærd, vores økonomi og vores evne til at skabe et ægte cirkulært samfund.

Kl. 19.30 Havets musik
v/ Minako Jensen og Heine Skov Jensen

Oplev havets mangfoldige stemninger i musikalsk form, når koncertpianisterne Minako & Heine tager dig med fra bølgernes dybe mysterier til det stille, glitrende hav over horisonten. Programmet spænder fra Debussys La cathédrale engloutie til den japanske komponist Kunio Sasakis Ocean Beat, med små glimt af gyngende både, svaner og brusende floder undervejs, som alle smelter sammen i havets store musikalske landskab. Værkerne veksler mellem soloklaver og 4-hændigt klaver.

 

FREDAG DEN 28. AUGUST

Kl. 10.00 Havet set fra kysten
v/ Frits Ahlefeldt-Laurvig

Danmark har en vildmark, som folk rejser langvejs fra for at opleve. Frits Ahlefeldt-Laurvig har travet, fortalt og tænkt langs de danske kyster i over 30 år. Og han har i den grad oplevet den helt særlige blanding af kultur og natur, som kun Danmark tilbyder – fra de vidstrakte sandstrande langs Vesterhavet til klipperne på Bornholm. Frits Ahlefeldt-Laurvig – den tegnende vandrefilosof – står blandt andet bag Danmarks største site om vandreruter, Vandreruter.dk. Han har gået Bornholm rundt 20 gange – både med og mod uret – for at finde forskellen. Han har brækket anklen på Møns klint i frostvejr, og han har undersøgt, hvorfor man skal gå nord langs Vesterhavet. Frits deler sin vandrefilosofi og sine oplevelser om kyster, stier, hav og mennesker.

Kl. 13.30 Mulighed for fysisk aktivitet

Kl. 15.00 Til søs – Mødet med det, der er større end os selv
v/ Karin Steen Steffensen

Med udgangspunkt i sine oplevelser til søs med S/Y Roselina, sejlskibet fra DR1-serien ‘Togtet’ fra sommeren 2023, inviterer Karin os med ombord på eventyr. Karin deler gennem billeder og historier sine refleksioner over mødet med det mægtige ocean – i al sin uforudsigelighed og skønhed. Hun fortæller om de øjeblikke, hvor hun stod ansigt til ansigt med mægtige kræfter og mærkede, hvordan det ‘at møde det, der er’ både den indre og ydre natur – ikke blot blev en nødvendighed, men en kilde til uventet styrke.

Kl. 18.00 Et glas hvidvin i dagligstuen – herefter treretters menu

Kl. 20.00 Så til søs
v/ Rasmus Mogensen.

Rasmus er til daglig både højskolelærer og organist, men denne aften smider han trosserne og hiver os med om bord. Der bliver bølgegang i barmen med sømandssange i valsetakt, vi synger med, og der er også chance for en dans.

 

LØRDAG DEN 29. AUGUST

Kl. 08.00 Morgenmad

Kl. 08.45 Morgensamling

Kl. 09.30 Tak for denne gang